Poyâ Pâkzâd

Har vi format? Behovet for en uvildig Irak-undersøgelse

2011-11-08T11:40:00.011+01:00

Af Poyâ Pâkzâd og Christian Wegener Jørgensen

Obs! indholdet er revideret.
Se også Søren Friis' "Stadig brug for en dansk Irak-undersøgelse" på Udenriget.dk

I en nylig kronik den 4. november 2011 skriver juraprofessor Jesper Lau Hansen (JLH), at en kommende undersøgelse af grundlaget for Irak-krigen ikke er nødvendig, idet grundlaget allerede er tilstrækkeligt belyst. Det er rigtigt, at det officielle grundlag og de fleste rejste problemer er tilstrækkeligt belyst, men det er desværre også sagen, at Jesper Lau Hansen ikke har taget bestik af de tilgængelige oplysninger.

Der findes mange undersøgelser af lovligheden af aktionen under staternes internationale forpligtelser og folkeretten. Et eksempel er Tysklands føderale forfatningsdomstol (Bundesverwaltungsgericht .pdf ; "Was the War on Iraq Illegal?", Schultz .pdf), som efter en undersøgelse i 2005 erklærede krigen for ulovlig, idet folkerettens artikel 2.4 -- som forbyder angrebskrige -- er jus cogens (som i jurist-lingo refererer til den del af FN-retssystemets bestemmelser, som ikke må ændres ved omskrivninger eller vilkårlige tolkninger).

En uafhængig kommission i Holland ledet af den tidligere højesteretsdommer Willibrord Davids, konkluderede i en 551-siders rapport i januar 2010, at de vedtagne resolutioner om Irak "ikke kan fortolkes således, at enkelte medlemslande må bruge militær magt”. Grundpillen i FN-retsystemets orden er princippet om non-intervention, hvis tilgrundliggende og dyrekøbte ræson er, at ”frelse de kommende generationer fra krigens svøbe”.

JLH hævder, at eksperter er uenige i det folkeretlige grundlag for Irak-invasionen. Ved første læsning burde det ikke komme som nogen overraskelse. Ligesom der findes eksperter, som mener, at global opvarmning er et hoax, findes der sandt for dyden også eksperter, som vurderer, at Irak-krigen var lovlig – herunder juraprofessor JLH. Men forholdet er sådan, at den herskende konsensus blandt eksperterne er, at Irak-krigen var en direkte overtrædelse af FN’s bestemmelser, og uden hjemmel i Sikkerhedsrådets vedtagelser om Irak. En fair og ukontroversiel gennemgang kan læses på Wikipedia. Se også her (.pdf), her, her, her

Det følger ikke (det er en non sequitur), at man er "ligeglad med diktatorers grusomhed", hvis man "mener, at folkeretten især skal hindre krig", som JLH skriver. "Alene bestræbelserne på at komme Saddam og hans regime til livs myrdede flere på få måneder end det Saddam sad på anklagebænken for -- ikke for at nævne den efterfølgende borgerkrig eller de forudgående sanktioner i 90erne. Princippet bag en sådan påtrængende godhed må i det mindste være first do no harm.

Men der var en enkel måde at skære igennem spekulationerne og den internationale modstand til krigen – en modstand som det må siges, var uden fortilfælde i nedskrevet historie. Hvis den selvbestaltede internationale koalition på trods af FN’s egne kontrære udmeldinger var overbevist om, at krigen var legitim, kunne den have bedt om en Sikkerhedsrådsresolution, som gav udtrykkelig tilladelse til magtanvendelse. Men den velkendte (militærpolitiske) Bush-doktrin var jo en udmelding om unilateral politik – ”enten er du med os eller imod os”, eller enten er vi med i det ”ny Europa” eller det ”gamle Europa”, sagt af henholdsvis George Bush, og hans forsvarsminister Donald Rumsfeld. Man valgte at gennemtvinge sine målsætninger med militære midler udenom de international autoriteter.

Dette var (og er) en doktrin, som kun blev lettere at sælge i den vestlige verden, fordi man har ’eksperter’ som JLH til at føre advokatur og redefinere FN’s legitimationsgrundlag for magtanvendelse (formentlig i erkendelse af, at der var absolut ingen støtte til en krig uden en godkendelse fra FN). For JLH og andre i samme kategori af krigsapologeter er den eneste legitimationsfaktor den, at det var os, der gjorde det, fordi det ifølge JLH afhænger af, ”hvilke værdier man tillægger størst betydning i folkeretten”. Det betyder med andre ord, at definitionen på angrebskrig, som det traditionelt har været forstået i folkeretten siden Nürnberg-tribunalet, er reduceret til vilkårlige anskuelser (Faktisk er anskuelserne ikke vilkårlige. De er altid prydet med ædle selvfremstillinger). Og som sådan er det et umuligt forehavende for de mest voldelige og bedst udrustede stater (og disses medløbere) at begå aggression -- en belejlig konsekvens af den anvendte tolkning.

JLH anfører, at efterretningstjenesterne kun ”overvurderede Saddam en smule, men ikke meget”, og at disse ”vurderinger [ikke skyldtes] politisk pres, men var den fremherskende opfattelse gennem flere år baseret på en bred vurdering af forskellige kilder.” Hvilke kilder, peger JLH ikke på, men udleder det angiveligt fra henholdsvis Hutton- og Butler-rapporterne, og rapporter udgivet af Iraq Survey Group. Før vi vender til indholdet i disse rapporter og deres beskaffenhed, må vi vurdere, hvad efterretningsvæsener vidste og forventede af konsekvenser, og hvad vi i hvert fald ved i dag.

Generelt forudsagde efterretningstjenester og sikkerhedsanalytikere forud for invasionen, at et angreb på Irak ville afføde mere terror (se her, her, her, og her, her, her). Det var derfor ikke uventet, at Al Qaedas rekruttering steg til vejrs. USA’s nationale efterretningsråd (baseret på hele 16 efterretningsvæsener) advarede inden krigen, at ”en amerikansk-ledet invasion af Irak vil forøge støtten til politisk islam og resultere i et dybt splittet irakisk samfund, der er tilbøjelig til voldelig intern konflikt”. Ligeledes advarede FN, som korrekt havde bedømt, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak, at Al Qaeda-rekruttering tog til som følge af forberedelserne til invasionen af Irak. Velvidende at terror ville stige og at intern konflikt ville følge krigen, gik vi i krig.

Efter invasionen har den britiske undersøgelseskomite konkluderet, at krigen har øget terrortruslen betydeligt. Amerikanske efterretninger er nået til samme resultat og danske efterretningstjeneste har skønnet, at Danmarks deltagelse i Irak, som hævdes at udgøre en ”magnet” for terrornetværk, også har skabt en øget risiko for terrorangreb mod Danmark. Irak-krigen indskriver sig dermed i en den velkendte kobling mellem dennesidig voldsanvendelse og risikoen for terrorangreb.

"Den danske beslutning var ikke begrundet i Saddams abc-våben, men i hans manglende efterlevelse af FNs resolution et forhold som både Hans Blix modstræbende måtte medgive, og som ISG-rapporterne efterfølgende har bekræftet." Det er selvfølgelig absurd, at JLH i samklang med forrige magthavere påstår, at det ikke handlede om disse våben, når netop de omtalte resolutioner utvetydigt omhandler disse våben. Blix skriver i sin bog Afvæbningen af Irak s. 19:

"Jeg mente ikke, at den væbnede indgriben svarede til, hvad Sikkerhedsrådet havde besluttet fem måneder før. Rådet havde ikke sat en deadline efter tre en halv måneds inspektion. Var vi nogetsteds blevet nægtet adgang [i Irak, af Saddam]? Nej. Gik inspektionerne godt? Ja."

Iraq Survey Group konkluderede efter en 15-måneders lang og desperat officiel undersøgelse til knap 1 mia. USD, at ”Irak ensidigt destruerede dets uerklærede kemiske våbenlager i 1991,” og at Irak ”i 1991 og 1992… synes at have ødelagt sit uerklærede lager af biologiske våben”. De konkluderede, at ”Irak afsluttede sit atomprogram i 1991 efter Golf-krigen” og de ”fandt ingen beviser, der tyder på en samordnet indsats for at genstarte programmet.” Senere har ISG miskrediteret sig selv ved at gentage den desperate jagt ved at ekstrahere oplysninger om ”Saddam’s hensigter” fra fængslede irakiske regeringsfolk – flere efter tortur.

Iraq Survey Gruppens formand tidligere våbeninspektør David Kay, indså tidligt at de forfalskede oplysninger om masseødelæggelsesvåben i Irak, netop var forfalskede og der fandtes i Irak ikke skyggen af noget aktivt våbenprogram af betydning. David Kay forlod af denne grund gruppen og konkluderede i et svar over for Senatet at ”det vi lærte under inspektionerne (efter krigen) er, at Irak i dag er et potentielt farligere sted end det rent faktisk var før invasionen.” Ganske som Kay oplyste, bekræftede forskerne Peter Bergen og Paul Cruickshank i deres nu velkendte studie ”The Iraq Effect”, at den globale terror steg med en faktor 7 som følge af krigen.

Tilbage står, som FN-inspektørerne konkluderede forud for krigen, at der ikke var masseødelæggelsesvåben, og at Irak havde efterlevet sine forpligtelser.

Måske kan JLH få bekræftet hvorfor man kun angriber de forsvarsløse, ved at gå en tur forbi den nærmeste skolegård, mens der er frikvarter. Saddams Irak var efter modbydelige og massedræbende vestlige sanktioner op gennem 90erne, efterladt så forsvarsløs, at dydsirede krigsfortalere - og apologeter som JLH - kan agitere for krig tusinder kilometer fra vores egne grænser. Man gik i krig, fordi efterretningerne forsikrede, at Irak var forsvarsløs, ikke fordi man, som JLH skriver, "overvurderede Saddam".

Lad os se nærmere på de to øvrige rapporter, som JLH henviser til. For det første: Hutton-rapporten. Denne rapports kommissorium har været at ”undersøge omstændigheder omkring dr. Kellys død” (the-hutton-inquiry.org.uk). Den Kelly, der refereres til, er den videnskabsmand og våbenekspert, som kort tid efter Irak-krigens udbrud angiveligt begik selvmord nær sit hjem. David Kelly havde forinden lækket en historie til BBC om, at efterretningerne om Iraks masseødelæggelsesvåben var ”dullet op” (”sexed up”). Rapporten konkluderer, at det sandsynligvis var et selvmord. Det var ikke rapportens formål at udsige noget om validiteten af de efterretninger Kelly drog i tvivl. Det siges udtrykkeligt på undersøgelsens hjemmeside.

Butlerrapporten havde imidlertid som kommissorium at undersøge validiteten af efterretningerne angående Iraks våbenprogram. Butlerrapporten havde stort set udelukkende medlemmer der støttede krigen, og selv til dels arbejdede i efterretningstjenesten. Alligevel er rapporten stærkt kritisk. Eksempelvis konkluderes det i rapportens pkt. 261 om den tilgængelige efterretning angående Iraks våbenprogram, at man i slutningen af 2002 vidste, at: ”Siden 1991 har inddæmningspolitikken været delvis succesfuld, sanktionerne havde effektivt standset Iraks atomvåbenprogram, Irak har effektivt været forhindret i at opbygge sit kemiske arsenal til præ-Golfkrigs-niveau,(…) biologiske og kemiske våbenprogrammer er blevet forhindret. Saddam Hussein har ikke haft succes med effektivt at true sine naboer.” Rapporten siger også, at Saddam gerne ville udvikle sine våben yderligere, men han udgjorde altså på ingen måde nogen sikkerhedsrisiko.

Med andre ord. Indtil de vestlige lande begyndte at rasle med sablen, havde vi præcis som JLH hævder, ganske pålidelige efterretninger, men modsat JLH’s frugtbare fantasi, sagde efterretningerne mere eller mindre entydigt, at Saddam ikke udgjorde nogen væsentlig sikkerhedstrussel, at terroren ville stige og at intern konflikt ville rase ved et angreb, at irakerne var imod en invasion, og at den overvejende majoritet af verdensbefolkningen - ikke kun det evigt formørkede Rusland og Kina - var imod en krig udenom FN.

Helt ekstraordinært bliver JLH’s henvisning til Saddams angivelige interesse i uran i Afrika. Denne efterretning er endegyldigt blevet nedlagt som helt og aldeles opspind, og det vidste man også i vestlige efterretningstjenester. CIA vidste det, og El Baradei fra IAEA (det Internationale Atomenergiagentur) fremlagde 7. marts 2003 – altså før Irak-krigens begyndelse – bevis for, at efterretningerne om Iraks interesse i uranhandel i Niger var forfalskede. Et af de forfalskede dokumenter fra august 2000 refererer til Nigers forfatning af 12. maj 1965, mens den burde referere til forfatningen af juli 1999.

Efterretningerne før invasionen var velbelyste. De viste bare det modsatte af, hvad daværende politikere dengang og JLH i dag forsøger at kommunikere.

Denne diskrepans, mellem de faktiske efterretninger og krigsapologeternes argumentation, kan kun skyldes en af tre ting: spin, faglig inkompetence eller alvorlig misinformation. Den mest oplagte og i virkeligheden mindst inkriminerende konklusion må være, at sikkerhed, demokrati og terror ikke har rangeret højt blandt statens prioriteter – at den negative sikkerhedseffekt og de enorme menneskelige og materielle konsekvenser er en omkostning, man har accepteret for at kunne varetage vigtigere hensyn. Hvad disse hensyn var, skal en undersøgelse af grundlaget og krigens forløb eftervise.

Vi skylder danskerne en uvildig undersøgelse af Irak-krigen, fordi det er meget alvorligt problem, hvis vore politikere lyver, er misinformerede eller inkompetente i så alvorlig en sag, som en krig. Krigen har haft store konsekvenser for mange enkeltindivider. Ifølge det uafhængige Iraq Body count har mere end 100.000 mennesker lidt en voldelig død i Irak som følge af krigen – dette er det mest konservative tal i en spredning der går op til mere end 1 million mennesker, som har ladet livet under krigen. Danskere har mistet kære som soldater eller hjælpearbejdere. Krigen undergravede FN’s troværdighed og gjorde det legitimt for andre lande at se stort på FN’s regler, som JLH i sagens tjeneste ser stort på. Med andre ord har Irak-krigen været en menneskelig og politisk katastrofe, og det bedste vi kan gøre for at undgå en gentagelse, er at få belyst, hvordan det kunne gå så galt, bl.a. ved at undersøge alle skridt i form af politiske, økonomiske og strategiske kontakter, konsultationer om planlægning af den militære og politiske indsats, samt lovligheden af aktionen i henhold til Danmarks internationale forpligtelser og folkeretten. Det skylder vi de irakere, vi har været med til at slå ihjel, vores soldater, den danske befolkning og vores håb på en civiliseret verdensorden.

Kropotkin: Sociobiologiens fader

2011-10-12T00:03:00.000+02:00

Fra Science American:

"Evolutionary biologist Lee Alan Dugatkin has made his career studying cooperation, so it makes perfect sense that the subject of his latest book would be an anarchist. In The Prince of Evolution Dugatkin tells the story of the Russian prince, evolutionary theorist, and political radical Peter Alexeyevich Kropotkin whose Darwinian theory of mutual aid was the first to argue that cooperation was an integral part of natural selection. Today, the quest to understand how cooperative behavior evolved is one of the hotest areas in the life sciences, though few researchers realize that many of their questions were first posed by Kropotkin more than a century ago.
“Kropotkin was not only the first person who clearly demonstrated that cooperation was important among animals,” Dugatkin writes, “he was the first person to forcefully argue that understanding cooperation in animals would shed light on human cooperation.”"

Se også her.

Bertrand Russell: Liberalismens ti bud

2011-10-08T17:48:00.001+02:00

A Liberal Decalogue

Bertrand Russell

Perhaps the essence of the Liberal outlook could be summed up in a new decalogue, not intended to replace the old one but only to supplement it. The Ten Commandments that, as a teacher, I should wish to promulgate, might be set forth as follows:

1. Do not feel absolutely certain of anything.

2. Do not think it worth while to proceed by concealing evidence, for the evidence is sure to come to light.

3. Never try to discourage thinking for you are sure to succeed.

4. When you meet with opposition, even if it should be from your husband or your children, endeavor to overcome it by argument and not by authority, for a victory dependent upon authority is unreal and illusory.

5. Have no respect for the authority of others, for there are always contrary authorities to be found.

6. Do not use power to suppress opinions you think pernicious, for if you do the opinions will suppress you.

7. Do not fear to be eccentric in opinion, for every opinion now accepted was once eccentric.

8. Find more pleasure in intelligent dissent that in passive agreement, for, if you value intelligence as you should, the former implies a deeper agreement than the latter.

9. Be scrupulously truthful, even if the truth is inconvenient, for it is more inconvenient when you try to conceal it.

10. Do not feel envious of the happiness of those who live in a fool's paradise, for only a fool will think that it is happiness.

N. Chomsky: authoritarian evolution of liberalism

2011-09-27T23:11:00.003+02:00

Bryan Magee
"(01:23) Bryan Magee: Another thing I say, [or] mention in my introduction was the fact that you made two international reputations, the other one besides linguistics being as a political activist. And it does seem to me that there is a connection between these two careers of yours, and I want to put this to you really in a form of a question: Liberalism grew up in the history of European thought in very close relationship to empirical philosophy and scientific method; the battle cry really in all three was don't accept anything on the say-of established authority, look at the facts and judge for yourself - and this was revolutionary in politics, science and philosophy. And because of this liberalism has always been regarded in the Western tradition as the main anti-authoritarian political creed. But you, just as you rejected empiricism, you've also rejected liberalism, and you now say in your writings that whatever may have been true in the past, liberalism has now become the ally of authority. Would you accept that there is this underlying connection between your work in linguistics and eh, well to put it dramatically, your opposition to the Vietnam war?

Noam Chomsky
(02:37) Noam Chomsky: Well this raises quite a welter of questions, let me begin by saying something about liberalism which is a very complicated concept I think. Its correct, surely, that liberalism grew up in the intellectual environment of empiricism and the rejection of authority; the evidence of the senses and so on. However, liberalism has undergone a very complex evolution as a social philosophy over the years. If we go back to the classics, or at least what I regard as the classics, say for example [Wilhelm von] Humboldt's Limits of State Action which inspired [Jon Stuart] Mill, [that] is as a true ~~libertarian~~ liberal classic if you like. The world that Humboldt was considering, which was partially an imaginary world, but the world for which he was developing this political philosphy was post-fedual, but pre-capitalist world. It was a world in which there was no great divergence among individuals in the kind of power that they have and what they command, lets say. But there was a tremendous disparity between individuals on the one hand and the state on the other. Consequently it was the task of - a liberalism that was concerned with human rights and equality of individuals and so on - it was the task of that liberalism to dissolve the enormous power of the state, which was such an authoriatarian threat to individual liberties. And from that you develop a classical liberal theory in say Humboldt's or Mill's sense. Well of course that's pre-capitalist, [since] he couldn't conceive of an era in which a corporation would be regarded as an individual, lets say. Or in which such enormous disparities in control over resources and production would distinguish between individuals in such a massive fashion. Now in that kind of a society, to take the Humboldtian view is a very superficial liberalism, because while opposition to state power in an era of such divergence conforms to Humboldt's conclusions, [it] doesn't do so for his reasons! That is, his reasons lead to very different conclusions in that case; namely I think his reasons lead to the conclusion that we must dissolve the authoritarian control of production and resources, which lead to such divergences among individuals. In fact I think one might draw a direct line between classical liberalism and the kind of libertarian socialism, which I think can be regarded as [a] kind of adapting of the basic reasoning of classical liberalism to a very different social era. Now if we come to the modern period, here liberalism has taken on a very strange sense if you think of its history, now liberalism is essentially the theory of state capitalism; of state intervention in a capitalist economy. Well, that hs very little relation to classical liberalism, in fact classical liberalism is what's now called conservatism, I suppose [ed. note, this is from 1978; conservatism has also undergone a considerable change in politics]. But this new view [of liberalism] I think, really, is a, in my view at least, a highly authoritarian position. That is, one which accepts numbers of centers of authority and control. The state one the hand, agglomerations of private power on the other hand, all interacting with individuals as malleable cogs in this highly constrained machine, which may be called democratic, but given the actual distribution of power is very far from being meaningfully democratic and cannot be so. So my own feeling has always been, that to achieve the classical liberal ideals for the reasons that led to them being put forth in a society so different, we must be led in very different direction. It's superficial and erroneous to accept the conclusions which were reached for a different society, and not consider the reasoning that led to those conclusions. The reason I think is very substantial, I'm a classical liberal in this sense, but I think it leads me to a kind of anarchism [...]"

Aktuel med tre artikler

2011-08-17T14:44:00.002+02:00

Kritisk Debat: Optøjer i England: når prekariatet giver igen (Skrevet sammen med ansvarshavende redaktør Jan Helbak, som skal have stor tak for sin medvirken, hjælp og ikke mindst givtige udveksling!)
For knap 10 år siden udviklede radikale aktivister i Italien en kreativ platform for transnational modstand imod neoliberal globalisering. De udtænkte, det - i aktivistiske sammenhænge - nyttige udtryk, "prekariatet". Et bredskuldret samlebegreb for det, som man i klassiske og mere præcise termer kalder den lavere middelklasse, arbejdsklassen og pjalteproletariatet. Hertil hører også kvinder, indvandrere, unge, og sådan set alle dem, som i samfundets sprækker lider under det private tyrannis "fleksibiliseringer", nedskæringer, ophævelser af reguleringsordninger, usikker beskæftigelse, og i nyere tid, drastiske krisehåndtering. Og ikke mindst subtile og mangeformede grader af vilkårlig formel eller uformel retsløshed.

Ræson: Kommentar: Volden har en årsag (Kræver abb.)
Kvarterer som Tottenham får lov at synke dybere og dybere ned i fattigdom, under bevogtning af et stadig mere militant britisk politi. Der er en lang historie bag ugens voldsomme gadekampe.

Kritisk Debat: Egypten: Stadig på Kanten af Kløften
Denne artikel er et forsøg på at belyse et væsentligt - underbelyst - element bag den egyptiske opstand: klassekampen. Det argumenteres, at opstanden i høj grad drog sin erfaring og inspiration fra en forudgående kamp mod neoliberale strukturreformer, som har udhulet de sociale ydelser, og efterladt egypterne i det økonomiske morads, som de oplever i dag. Samtidig er der sat en kontrarevolution i gang, som minimerer udsigten til et lykkeligt resultat på den anden side af valget til september. Selv hvis det skulle lykkes at få nedfældet en frihedsorienteret forfatning, vil de sociale problemer vedblive, idet den globale økonomiske krise har fastlåst statens evne til at genoplive den eroderede sociale kontrakt. Slutteligt diskuteres det, om det vi har været vidne til i Egypten, overhovedet kan kaldes en revolution?

Noam Chomsky: Spencers socialdarwinisme og Kropotkins "Mutual Aid"

2011-07-08T20:49:00.001+02:00

Rudolf Rocker: fra Frihed til Gensidighed

2011-07-06T01:49:00.003+02:00

“Socialism will either be free or it will not be at all”- R. R., Nationalism and Culture, 1937

De færreste har hørt om ham. Hans navn er knap nok et ekko fra fortiden, og hans bøger er, med undtagelsen af de bedst kendte pamfletter, ude af tryk. Selv i akademiske journaler skal man lede godt efter for at finde seriøse behandlinger af Rudolf Rockers værker, der rækker fra sprog, filosofi, idéhistorie, politik og propaganda. De fleste eftertekster, der findes om Rocker, klager ligesom denne over den manglende opmærksomhed på hans livsværk, Nationalism and Culture.*

Johann Rudolf Rocker blev født i Mainz i 1873 og døde i New York i 1958. Han var en indflydelsesrig del af den anarkistiske bevægelse i Tyskland, England og senere i USA.

Han redigerede og skrev for mere end 20 tidsskrifter herunder Dos Fraye Wort (Det Frie Ord), hans eget libertær-historiske tidsskrift Germinal, og de stadigt eksisterende blade The Atlantic, Economic Review og The Times of London. Han skrev mere end 60 bøger og hundredvis af pamfletter, men kun fem af hans bøger er blevet oversat fra deres originale tyske eller jiddisch. Det gælder hans idéhistoriske undersøgelse af amerikansk liberalisme og anarkisme The Pioneers of Freedom (1949), hans mest tilgængelige værk Anarchosyndicalism: from Theory to Practice (1938), hans selvbiografiske værk The London Years (1938), hans essay i litteraturkritik The Six (1938), og hans magnumværk Nationalism and Culture.

Hans tilbagevendende filosofi handlede om frihed; hvordan man uden tvangsindgreb kunne beskytte menneskets frihed imod ydre begrænsninger. Særligt nationalismen, som Rocker kritiserede, ”forhindrede kulturel udvikling”. Og de økonomiske monopoler ”hæmmede menneskets egen iboende lyst til at skabe”.

Autoriteter, mente han, havde en tung bevisbyrde. Som anarkist var han modstander af staten. Men trods sine utopistiske idealer, utrættelige aktivisme, og visioner om frie føderationer, var han kendt for at være gradualistisk og tenderende til det konservative. ”Selv de mindste friheder, der vindes gennem den konstante kamp er milepæle på vejen til frigørelsen af menneskeheden.”

Rocker’s ”visioner står i skarpest tænkelige kontrast til de herskende sociale og politiske åndsretninger”, skriver den amerikanske dissident og lingvist Noam Chomsky i forordet til Rockers bog, Anarcho-Syndicalism: Theory and Practice. Rockers radikale idé var nemlig den, at frie mennesker måtte og kunne tage liv og arbejde i egne hænder. I sine bøger udtrykker han troen på menneskets evne til at realisere sin ”inderste natur” ved skabelsen af og deltagelsen i ”frie foreninger og samfund”.

Rockers kritik af statsnationalismen
Rockers største og længste værk er bogen Nationalism and Culture, som han gjorde færdigt på tysk kort før Hitler steg til magten. Den var tiltænkt tyske læsere, som Rocker skriver det i forordet, men den udkom ikke på tysk før 1949 under det obskure navn Die Entscheidung des Abendlandes (Vestens Beslutning). Den udkom først på spansk og engelsk i 1936-1937 trykt af den anarkistiske presse. Den seneste version er fra 1978 og svær at få fat på.

Ifølge den eneste bog der handler om Rocker – en Ph.d. fra 1988 – blev Nationalism and Culture ved sin udgivelse rost af Albert Einstein, som ”vigtig og øjenåbnende”. Bertrand Russell, der uafhængigt af Rocker var kommet til mange af de samme konklusioner i History of Western Philosophy, beskrev den som ”et vigtigt idehistorisk bidrag”. Den tyske forfatter Thomas Mann beskrev den som ”en guide og en hjælp til enhver, der tænker over tilværelsen, og higer efter oplysning.”

Rocker forsøger, med encyklopædisk indsigt, at spore nationalismens doktriner fra oldtiden til den moderne samtid, og med forståeligt sprog diskutere dets indflydelse på kulturen. Som sådan er bogen blevet sammenlignet med den noget mere kendte bog The Decline of the West af Oswald Spengler. Forskellen er bare, skriver Mina Graur, forfatteren til den føromtalte PhD, at Spenglers bog er overdrevet pessimistisk, mens Rockers bog er både omfangsrig, veldokumenteret og optimistisk i sit udsyn.

Nationalismen, bemærker Rocker, er ikke et indædt menneskeligt karaktertræk, som så megen litteratur af dubiøse grunde prøvede at eftervise. I virkeligheden er nationalfølelsen en inokuleret og overlejret fiktion, som blandt andet tjente overgangen fra kirke til stat. Det var en effektiv, om end voldelig overgang, som Rocker beskriver det, delvist fordi nationalismens fortalere appellerede til den kære ”hjemmestemning… tilknytningen til det stykke jord, hvor man har tilbragt sin ungdom og dyrket sine dybeste følelser.” **

”Enhver nationalisme er reaktionær i sin natur,” skriver Rocker, ”fordi den bestræber sig på at tvinge separate dele af den store menneskelige familie ind i én forudbestemt karakter med udgangspunkt i en forudfattet idé.” Nationalismens indflydelse på kulturen, var endnu et middel til at fremme elitens særinteresser, skriver Rocker. ”Den såkaldt nationale interesse” er til for at fremtrylle imaginære forskelle ”mellem ”dem og os”, og fremmane en falsk unik fællesskabsfølelse.

For Rocker var ”national bevidsthed den største hindring for den kulturelle udvikling.” Dette viste sig bl.a. i Renæssancens sprogpolitik, som ifølge Rocker var et forsøg på at ”underkaste sprog og poesi til autoritære ambitioner”, som ”berøvede [sproget] fra enhver originalitet”. Rocker søgte at vise, at nationalismen og sproget var adskilte: ”Ideen om, at ethvert sprog er den oprindelige skabelse af et bestemt folk eller en bestemt nation, og derfor besidder en rent national karakter, er grundløs, og er blot én af mange illusioner, som i en tid med raceteorier og nationalisme er blevet så ubehageligt iøjnefaldende.”

Rockers liberalisme
Rocker var stærkt influeret af den anarkistiske filosof Pierre-Joseph Proudhon, og var ligesom Proudhon libertærsocialist. En åndsretning, som ifølge Rocker, er den logiske videreførelse af den klassiske liberalisme. Den libertære socialisme er en hybrid mellem den såkaldt ”individualistiske anarkisme”, som ifølge Rocker ”kan betyde hvad som helst og ingenting”, og den brede betydning af socialismen, ”hvor produktion og distribution tilvejebringes til gavn for alle.”

Som teoretisk understøttelse til hans libertærsocialistiske idéer, drager Rocker i omfattende grad fra de klassisk liberale tænkere. Som Karl Wilhelm Von Humboldt (1767-1835) afviste Rocker ”den grundløse idé, at staten kunne give mennesket noget, som den ikke allerede selv havde fået fra mennesket. Særligt frastødende… var den idé, at staten kunne højne menneskets moralske kvaliteter”. Rocker citerer Humboldt fra hans Limits of State, 1792: ”Det højeste og endelige formål for ethvert menneske er den frie udvikling af dets personlige karakteristika.”

I Nationalism and Culture skriver Rocker, at ”statens formynderskab er ligeså skadelig for de kreative kræfter, som kirken var det i de foregående århundreder.” Han trækker en tråd fra Thomas Jefforson’s maksime, at”den regering der styrer mindst, er bedst”, til Henry David Thoreau, der populært sagde, at ”den regering, der slet ikke styrer, er bedst.” Men Rocker medgiver, at ”regeringen i visse instanser har en ret til at eksistere; så længe dens embedsmænd udelukkende prøver at beskytte hver mands personlige frihed”.

”Kun under frihed” skriver Rocker, ”opstår der i mennesket en bevidsthed om dets ansvar for dets handlinger, og hensyntagen til andres rettigheder. Kun i frihed kan menneskets mest værdifulde sociale instinkt udfolde sig med sin fulde styrke: menneskets sympati for medmenneskets glæde og sorg, og den deraf resulterende impuls til gensidighed i hvilken enhver social etik, og alle ideer om social retfærdighed, slår sine rødder.”

Rockers socialisme
”Fælles for de fleste socialistiske åndsretninger” skriver Rocker, er ønsket om ”en gennemgribende reform af de eksisterende økonomiske vilkår”. At jordens ressourcer og menneskeskabte produktionsmidler ”ikke længere kan forblive det privilegerede mindretals private ejendom”.

Men både ”det socialistiske samfund og midlerne til opnåelsen, varierer bredt.” skriver Rocker. Det er derfor ”selvindlysende at en bevægelse som socialismen… samler på en masse divergerende idéer, og aldrig er begrænset til ét særpræget udtryk.”

Som et resultat af Hegels og Rousseaus indflydelse, skriver Rocker, er næsten alle socialistiske strømninger blevet ”mere eller mindre stærkt påvirket af autoritære koncepter.” Tror man på Rocker, var det først for alvor med William Godwin og Pierre-Joseph Proudhon, at det europæiske kontinent blev introduceret for socialistisk tænkning, der byggede på libertære grundprincipper. ”Proudhon forstod tydeligt” ifølge Rocker, ”at socialismen skal være libertær, hvis den skal bibringe en ny social kultur.”

Til Den Internationale Arbejdersammenslutning (bedre kendt som Den første Internationale) opstod, ifølge Rocker, dette historiske sammenstød mellem ”autoritære” og ”libertære” socialister. Imens de europæiske socialdemokrater var overbevist af ideen om ”folkestaten”, var de libertære socialister ”de eneste, der agiterede for føderalistiske idéer”.

Rocker reserverede også en giftig kritik til Karl Marx og senere til bolsjevikkerne. ”Man ser i Marx en markant indflydelse fra Hegel”, skriver Rocker. Kun en discipel af ”Absolutismens Filosof”, opfinderen af ”historiske nødvendigheder”, kunne have ført til Marx’ arrogance og tro på den ”videnskabelige socialisme.” Marx var kun en ”genial analytiker” skrev Rocker, ”han løftede ikke selv en finger”. Han så Marx og Engels ”proletariatsdiktatur”, som blot endnu et diktatur der ikke ville lede til nogen transformation af de økonomiske vilkår. ”Historien kender ikke til sådanne transformationer” skrev Rocker.

Rocker fordømte også i stærke vendinger Marx og Engels indflydelse på og overtagelse af Den Internationale Arbejdersammenslutning. Dette mente Rocker, var centralisternes triumf over føderalisterne. For at udstille Marx’ ”mentale attitude” citerer Rocker et brev fra Marx til Engels dateret d. 20. juli 1870:

”Franskmændene skal have prygl. Hvis preusserne sejrer, vil centraliseringen af statens magt blive nyttig for centraliseringen af den tyske arbejderklasse. Desuden vil tysk dominans flytte tyngdepunktet for de vesteuropæiske arbejderbevægelser fra Frankrig til Tyskland. Og man behøver jo blot at sammenligne bevægelsen fra 1866 til i dag, for at kunne se, at den tyske arbejderklasse både i teori og i organisation er den franske overlegen. [Den tyske arbejderklasses] dominans, frem for den franskes, på den internationale scene, vil tilsvarende betyde vores teoris dominans over den af Proudhons.”

For Rocker kunne socialismen kun ”bevare sit kulturelle ideal i fremtiden ved at koncentrere sin aktivitet på at afskaffe monopolet på ejendom, sammen med enhver form for regering af mænd over mænd.” Det er ikke magtovertagelsen, der er målet, men selve den fundamentale afskaffelse af magtens eksistens i det sociale liv. ”Hvem end der tror, at den personlige frihed kan finde en erstatning i den ligelige besiddelse af ejendom, har ikke forstået socialismens essens” skriver Rocker. Men ”det er alligevel nonsens” skriver han slutteligt, ”at snakke om libertær eller autoritær socialisme. Socialismen vil enten være fri, eller slet ikke være.”

Som Proudhon skriver: ”Frihed og solidaritet er blot forskellige udtryk for det samme koncept.”

*Denne artikel drager fra dette værk, medmindre andet er angivet.

** Selvom Rocker havde så tæt som absolut ingen indflydelse på Danmark, er en tilsvarende fortolkning af ”nationalfølelsen”, som Rocker kritiserer, at finde hos den danske samfundskritiker Frederik Dreier i hans Folkenes Fremtid næsten hundrede år før Rocker i 1848 (lighederne er flere steder at finde):

“Meget af det, som her er anført under ”Nationalfølelse”, sættes ogsaa ofte under Rubrikken ”Kjærlighed til Fædrelandet”; i Læsebøgerne forekommer under denne Rubrik Handlinger til Fordeel for Fædrelandet, Opoffrelser; saaledes halsbrækkende Foretagender i Krigen til Fordeel for Regjeringsformaal og deslige. Endvidere forstås derved ofte Kjærlighed til Hjemmet, til ‘den Plet af Jord’, det, at man befinder sig bedst i de Forhold og Omgivelser, som man har en lang Vane udi; hertil høre da de ”poetiske” Vrøvlerier om det skjønneste Land paa Jorden, ja i Verden, om de fortræffelige Folk, og Fæ, og Træer og Enge m.m., som findes der frem for andre Steder, om hvor inderligt rart og godt der er at være… i mindre overstadige Tilstande vide de Fleste nok, at der i Grunden er meget skidt at være.” (Pernille Stenner et. al., Frederik Dreier, Samlede Skrifter, bind 1, s. 24-25 Reitzels Forlag, 2003)

Kritisk Debat: Interview m. forfatter Birgitte Rahbek om den israelsk-palæstinensiske konflikt

2011-06-16T19:05:00.000+02:00

Kritisk Debat bringer et interview med kultursociolog og Mellemøstspecialist Birgitte Rahbek om den israelsk-palæstinensiske konflikt. I interviewet med Kritisk Debat kommer hun blandt andet ind på det nuværende dødvande mellem israelerne og palæstinenserne, samt udsigterne til fred og forsoning. Af forsøget på bredt at skitsere en konflikt, der i den grad vækker rodfæstede antipatier, følger uundgåeligt en del 'kontroversielle' påstande, som samtidig er vanskelige at underbygge i et enkelt interview. Mange af de emner, som interviewet berører, har Birgitte Rahbek analyseret nærmere i sin bog "En stat for enhver pris" fra år 2000. Det samme har hun præsteret sammen med Islam- og Mellemøstforsker Jørgen Bæk Simonsen i bogen "Den arabiske verden". Senest har hun skrevet kronikken, "Mægling frem for magt er vejen frem i Syrien" i Kristeligt Dagblad.

PP: Da du læste på The American University of Beirut, mens du boede i Libanon, blev du undervist af fremtrædende arabiske akademikere såsom Walid Khalidi. Hvordan har det formet din interesse for Mellemøsten og konflikterne?

BB: Det betød at jeg her fik en helt anden historie fortalt om baggrunden for staten Israels oprettelse og fordrivelsen af palæstinenserne. Walid Khalidi kendte hele historien ned til mindste detalje, og hans beskrivelse af hvad der skete, er i overensstemmelse med, hvad de "nye israelske historikere" kom frem til adskillige årtier senere [Benny Morris, Simha Flapan, Ilan Pappe, Avi Shlaim red.]. Historien oprørte mig så meget, at jeg følte at jeg havde en vis forpligtelse til at udbrede kendskabet til den i Danmark. Det har jeg så forsøgt, men det har aldrig været nemt at trænge igennem med.

PP: For nylig har George Mitchell fratrådt sin stilling som amerikansk penduldiplomat mellem israelerne og palæstinenserne. Er det et tegn på fredsprocessens endeligt?

Læs resten på Kritisk Debat

Kritisk Debat: Er Uganda klar til forandring?

2011-06-16T19:03:00.000+02:00

Uganda er et land med flere etniske grupper, og dets historie er fyldt med separatisme, voldelige konstitutionelle kriser, borgerkrige og krige, militærkup og oprør. Efter kolonialismen blev Uganda samlet via en såkaldt "konsolidering" af det fragmenterede samfund. Før den europæiske kolonialisme havde der været der en sameksistens, politisk uafhængighed eller føderalisme mellem de forskellige samfund. Kun et fåtal af de separate samfund var centraliserede, primært de mere bureaukratiske kongedømmer. De fleste regioner i den nuværende ugandiske stat var decentraliserede, og patriarkalsk organiseret i landsby for landsby.

Pax Musevenica
Da den tidligere oprørsleder Yoweri Kaguta Museveni overtog magten i 1986 efter borgerkrigen, stod han over for den evige udfordring at forvalte en diffus og kollapset stat. Museveni etablerede et såkaldt "intet-parti"-system for at dulme sekterisk konflikt og skabe en central legitimitet på nationalt plan. Lokale valg blev afholdt, og traditionelle kongeriger blev genetableret. Det bragte en vis grad af selvbestemmelse og demokratisk repræsentation, som blev markant tilbagerullet efter Musevenis sejr i præsidentvalget i 1996. I 1997 indførte Museveni en grundlovsstridig "bevægelses-vedtægt", som reelt forvandlede "intet-parti"-systemet til et enkeltparti-system. Det marginaliserede oppositionsgrupperne og forværrede den sekteriske konflikt. For at afværge og afdramatisere nationale krav om politisk pluralisme, begyndte Museveni i stigende grad at inkorporere divergerende politiske og ideologiske strømninger fra eliten ind i regimet. Det medførte en klientisme mellem regimet og samfundets herskende interessenter, som både forøgede Musevenis præsidentielle magter, og banede vejen til den nepotisme, som Uganda lider under i dag.

Læs resten på Kritisk Debat

Kritisk Debat: Fra Revolution til Reform (Iran)

2011-06-16T19:01:00.000+02:00

Den Islamiske Republik er i en autoritetskrise. Plaget af de regionale omvæltninger, interne magtkampe i de øverste lag og en stadig voksende protestbevægelse, er regimets eksistensgrundlag ved at erodere. Men regimet har været i moderne krise sidens dets begyndelse, og præstestyret har vist sig at være overraskende modstandsdygtigt. Dog er den sociale kontrakt mellem borgerne og Den Islamiske Republik hurtigt ved at løbe ud på grund af den dybe økonomiske krise. Almissepolitikken, der har lagt låg på klassebevidstheden i 32 år, er så småt ved at kollapse, og det kan styrke protestbevægelsen.

Læs resten på Kritisk Debat

Palæstinensernes kamp er ikke forgæves.

2011-05-28T15:55:00.006+02:00

So there is no point, if ever there was, in waiting for Godot to appear in DC.

- Rashid Khalidi

Sandsynligheden for at meningsfulde forhandlinger om et tostatsforlig vil finde sted er realistisk set tæt på ikke-eksisterende. Israel er i færd med at annektere Østjerusalem, samt store bosættelser på Vestbredden, som efterlader palæstinenserne et ressourcefattigt Banstustan*, delt mellem Gaza og tre internt fragmenterede kantoner på Vestbredden**. Den manglende politiske vilje i USA og Europa for at stoppe Israels ekspansion, underminerer selve grundlaget for et tostatsforlig, endsige en tostatsløsning.

For de 1.6 millioner arabere der bor i Israel, betyder uforsonligheden mellem parterne en endnu større marginalisering og skamløse racistiske love i det israelske samfund. Også palæstinensere i diaspora, der lever i rådighedsberøvet elendighed i de omkringliggende stater, er stadigt mere isoleret fra det palæstinensiske lederskabs politikker, uden egentlig repræsentation eller mulighed for samvirke. Diasporaens statsløshed eller tålte ophold i nabolandene har forvandlet dens ret til hjemvendelse (eller kompensation) til en forpligtelse til hjemvendelse. Således er situationen for palæstinenserne, israelerne og resten af regionen, som Obama siger, "ubæredygtig".

At den årtier lange amerikansk-israelske afvisningspolitik vis-a-vis palæstinenserne vil blive ændret, er kun et forfængeligt håb. Resultatorienterede fortalere for palæstinensiske rettigheder må forpligte sig på at fremhæve, kontekstualisere og kapitalisere på de eksisterende juridiske og politiske sejre: De internationale støtte-erklæringer i form af verdensretserklæringen om murens og bosættelsernes ulovlighed i 2004; menneskerettighedsorganisationers løbende, enstemmige fordømmelse af de ulovlige aktiviteter i de besatte områder; den internationale konsensus om et tostatsforlig; de vedtagede generalforsamlingsresolutioner, ja selv de nedlagte Sikkerhedsrådsresolutioner og den skrinlagte Goldstone-rapport.

Fremfor at spilde kræfter på ørkesløs diplomati (eller alternative fredsscenarier) er palæstinenserne i stigende grad begyndt at fokusere på en ikke-voldelig bottom-up modstand og ulydighed. De succesfulde eksempler herpå er det eneste, det palæstinensiske civilsamfund kan støtte sig op af - og det er heller ikke så lidt endda. Græsrodskampagnerne er den mest realistiske mulighed for at appellere bredt og opnå symbolske, samt konkrete sejre. Først når det bliver for dyrt for USA og Israel at bevare status quo, vil meningsfulde forhandlinger om et forlig kunne finde sted.

Kampen mod besættelsen, mod muren og bosættelserne fortsætter. Og den er ikke forgæves.

* Bantustan-modellen under israelsk overhøjhed har haft sine fornemste fortalere i Menachem Begin, senere Ariel Sharon og i dag i Benyamin Nethanyahu og hans højre-zionistiske Likudparti. Jens Nauntofte skrev så tidligt som i 1983 i Politiken, at ”kun ved et yderst drastisk indgreb udefra skønner jeg, at dette Palæstinustan á la Begin kan omstødes.” Men langt fra at foretage det ”drastiske indgreb” har Obama gjort klart at USA ikke vil presse Israel.

** Billede fra BBC

Ræson: USA’s rolle svinder [kildehenvisninger]

2011-05-21T13:13:00.006+02:00

Jeg bringer kun en manchet af min artikel om Obamas Mellemøsten-tale på Ræson. Du kan læse resten af kommentaren (gratis) på Ræson ved at trykke på linket under manchetten. I det her indlæg finder du kildehenvisninger til artiklen, samt uddybende kommentarer til indholdet.

"Regionens egne aktører, herunder Saudi-Arabien, Iran, Tyrkiet, Egypten og Israel, har i stigende grad lagt deres egne kurser. USA er bredt opfattet som værende i modsætning til deres strategiske interesser, og stadig flere beslutninger hos regionens aktører vedtages uden at konsultere Det Hvide Hus. Obamas store tale vil blive husket som et udsigtsløst forsøg på at definere en ny rolle i regionen for USA."

KOMMENTAR Af Poyâ Pâkzâd

Læs artiklen (gratis) på RÆSON

[OPDATERING]:
Her finder du kildehenvisningerne til min artikel. Du skal trykke på den farvede tekst [mens du holder Ctrl-knappen inde].

Kilde 1-2. I første paragraf henviser jeg til Obama's første Cairo-tale [Youtube], og et BBC-Interview (Tak til udenrigspolitisk analytiker Thomas Bonde for henvisningen til dette interview http://tinyurl.com/3oxf3xp):

BBC: Do you regard President Mubarak as an authoritarian ruler?

PRESIDENT OBAMA: No, I tend not to use labels for folks. I haven’t met him. I have spoken to him on the phone. He has been a stalwart ally in many respects to the United States. He has sustained peace with Israel which is a very difficult thing to do in that region, but he has never resorted to unnecessary demagoguing on the issue and has tried to maintain that relationship so i think he has been a force for stability and good in the region. Obviously there have been criticisms of the manner in which politics operates in Egypt, and, as I said before the United States job is not to lecture but to encourage, to lift up what we consider to be the values that ultimately will work, not just for our country, but for the aspirations of a lot of people. [mit eftertryk]

Kilde 3: Obamas Mellemøstentale 2011 [@NY Times]:

"The question before us is what role America will play as this story unfolds. For decades, the United States has pursued a set of core interests in the region: ~~countering terrorism and stopping the spread of nuclear weapons~~; securing the free flow of commerce, and safe-guarding the security of the region; standing up for Israel’s security and pursuing Arab-Israeli ~~peace~~." [mine redigeringer.]

Kilde 4: ibid.

"too many leaders in the region tried to direct their people’s grievances elsewhere. The West was blamed as the source of all ills, a half century after the end of colonialism [so stop whining people!]. Antagonism toward Israel became the only acceptable outlet for political expression."

Kilde 5-6: 2010 Arab Public Opinion Poll: Results of Arab Opinion Survey Conducted June 29-July 20, 2010, Brookings Institute (i samarbejde med Zogby International.)

Among the key poll findings are: A substantial change in the assessment of President Obama, both as president of the United States and of Obama personally; Remarkably stable views on the Arab-Israeli conflict and the prospects of its resolution; A majority of the Arab public now see a nuclear-armed Iran as being better for the Middle East

Arab Spring Fails to Improve U.S. Image Obama's Challenge in the Muslim World, Pew Research Center

As President Obama prepares to make a major address on the tumultuous changes spreading throughout the Middle East, a new survey finds that the rise of pro-democracy movements has not led to an improvement in America's image in the region. Instead, in key Arab nations and in other predominantly Muslim countries, views of the U.S. remain negative, as they have been for nearly a decade. Indeed, in Jordan, Turkey and Pakistan, views are even more negative than they were one year ago.

Kilde 7: Obamas Mellemøstentale 2011: om den israelsk-palæstinensiske konflikt [@NY Times]:

Præsident Obama: "Ultimately, it is up to the Israelis ~~and Palestinians~~ to take action. No peace can be imposed upon them, not by the United States, not by anybody else. But endless delay won’t make the problem go away. What America and the international community can do is to state frankly what everyone knows: a lasting peace will involve two states for two peoples—Israel as a Jewish state and the homeland for the Jewish people, and the state of Palestine as the homeland for the Palestinian people—each state enjoying self-determination, mutual recognition and peace. So while the core issues of the conflict must be negotiated, the basis of those negotiations is clear: a viable Palestine, a secure Israel.

The United States believes that negotiations should result in two states, with permanent Palestinian borders with Israel, Jordan and Egypt, and permanent Israeli borders with Palestine. We believe the borders of Israel and Palestine should be based on the 1967 lines with mutually agreed swaps, so that secure and recognized borders are established for both states. The Palestinian people must have the right to govern themselves and reach their full potential in a sovereign and contiguous state.

As for security, every state has the right to self-defense, and Israel must be able to defend itself, ~~by itself~~ [with huge American weapon subsidies], against any threat. Provisions must also be robust enough to prevent a resurgence of terrorism, to stop the infiltration of weapons, and to provide effective border security. The full and phased withdrawal of Israeli military forces should be coordinated with the assumption of Palestinian security responsibility in a ~~sovereign~~, non-militarized state. And the duration of this transition period ~~must be agreed~~, and the effectiveness of security arrangements must be demonstrated [by the Palestinians]." (mine tilføjelser og redigeringer)

Kilde 8: Helene Cooper, “U.S Weighs Tactics on Israeli Settlement,” maj 2009, NY Times

The measures under discussion — all largely symbolic — include stepping back from America’s near-uniform support for Israel in the United Nations if Prime Minister Benjamin Netanyahu of Israel does not agree to a settlement freeze, administration officials said. [...] Placing conditions on loan guarantees to Israel, as the first President Bush did nearly 20 years ago, is not under discussion, officials said. (mine eftertryk)

Kilde 9: Den "internationale konsensus" om en tostatsløsning langs 1967-grænserne. Norman Finkelstein: "Resolving the Israel-Palestine Conflict: What we can learn from Gandhi", Tans Lecture, Maastricht Universitet (13. november 2008) Link (.doc):

The United Nations General Assembly annually votes on a resolution titled, “Peaceful Settlement of the Question of Palestine.” This resolution uniformly includes these tenets for “achieving a peaceful settlement of the question of Palestine”: (1) “Affirming the principle of the inadmissibility of the acquisition of territory by war”; (2) “Affirming also the illegality of the Israeli settlements in the territory occupied since 1967 and of Israeli actions aimed at changing the status of Jerusalem”; (3) “Stresses the need for: (a) The realization of the inalienable rights of the Palestinian people, primarily the right to self-determination; (b) The withdrawal of Israel from the Palestinian territory occupied since 1967”; (4) “Also stresses the need for resolving the problem of the Palestine refugees in conformity with its resolution 194 (III) of 11 December 1948.” (mine eftertryk)

Kilde 10: "...amerikanske veto mod en Sikkerhedsrådsresolution i februar, der i overensstemmelse med Obama-administrationens egen retorik fordømte det hastigt voksende antal af bosættelser og bosættere på Vestbredden og Østjerusalem." Se her

Kilde 11: "Here comes your non-violent resistance", The Economist, 17. maj

So now we have an opportunity to see how Americans will react. We've asked the Palestinians to lay down their arms. We've told them their lack of a state is their own fault; if only they would embrace non-violence, a reasonable and unprejudiced world would see the merit of their claims. Over the weekend, tens of thousands of them did just that, and it seems likely to continue. If crowds of tens of thousands of non-violent Palestinian protestors continue to march, and if Israel continues to shoot at them, what will we do? Will we make good on our rhetoric, and press Israel to give them their state? Or will it turn out that our paeans to non-violence were just cynical tactics in an amoral international power contest staged by militaristic Israeli and American right-wing groups whose elective affinities lead them to shape a common narrative of the alien Arab/Muslim threat? Will we even bother to acknowledge that the Palestinians are protesting non-violently? Or will we soldier on with the same empty decades-old rhetoric, now drained of any truth or meaning, because it protects established relationships of power? (mine eftertryk)

Kilde 12: Obamas Mellemøstentale 2011: om den israelsk-palæstinensiske konflikt [@NY Times]:

"For the Palestinians’ efforts ~~to delegitimize Israel~~ will end in failure. Symbolic actions ~~to isolate Israel at the United Nations in September~~ won’t create an independent state. Palestinian leaders will not achieve peace or prosperity ~~if Hamas insists on a path of terror and rejection~~. And Palestinians will never realize their independence ~~by denying the right of Israel to exist.~~" (mine redigeringer)

Hvad der kan komme som en overraskelse, er det faktum, at Hamas (uanset om man bryder sig om dem eller ej!) har været mere imødekommende over for en tostatsløsning med udgangspunkt i 1967, end Israel. Det politiske dokument Hamas underskrev, kort før de blev valgt i 2006, var det såkaldte "fængselsdokument", hvor Hamas, sammen med Fatah, opfordrer til oprettelsen af en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne. Dette nød støtte hos 77% af den palæstinensiske befolkning, ifølge Ha’aretz (Avi Issacharoff, “Poll: 77 % of Palestinians support the Prisoner’s Document,” June 2009).

Øvrige kilder om Hamas' kald på en tostatsløsning:

Kritisk Debat: Intervention i Libyen - En dydsiret hensynsløshed?

2011-04-15T15:13:00.000+02:00

Læs hele artiklen på Kritisk Debat

Interventionen i Libyen og alliancen med de traditionelt imperialistiske magter som USA, England og Frankrig har vakt stor taktisk og principiel debat på venstrefløjen. Det har ganske indlysende været en svær situation for mange at tage stilling til. En løbende vurdering af og årvågenhed over for interventionen er derfor en god idé, og det kræver en nøjere undersøgelse af baggrunden, de tilgrundliggende interesser, og de potentielle konsekvenser, der er på spil.

Da den hovedsageligt ikke-voldelige regionale opstand i Mellemøsten kom til Libyen, blev den mødt af en voldsom og nådesløs reaktion fra det siddende Gadaffi-regime. De fredelige og næsten landsdækkende protester nød betragtelig succes i begyndelsen, men som regimet knækkede bevægelsen med vold og terror, udbrød et væbnet oprør i Libyens næststørste by Benghazi i den nordlige region Kyrenaika. Ikke overraskende lykkedes det statens styrker og lejesoldater, med dets overlegne vestlige isenkram, at genovertage kontrollen i sit stormløb fra Tripoli til udkanten af Benghazi. Udsigten til et endnu større blodbad i Benghazi var efter den sensationelle dækning at dømme sandsynlig.

På den baggrund blev en intervention, beskrevet som en "flyveforbudszone", hurtigt solgt. Og det er nok en svær situation. Som mennesker er vi moralske væsener, men staten er hverken menneskelig eller sakrosankt. Selvom dens rationale bygger på såkaldt "nationale interesser", er visse interesser så afgjort mere lige end andres både internt og eksternt. Danmark er belavet på en tilpasning til mere handlekraftige staters interesser. Ved at deltage i krige indtager vi en rolle som loyal partner til verdens bedst udrustede aktører primært for at høste anerkendelse hos dem. Når den danske "venstrefløj" pakker sine beslutninger ind i selvindbildske moralske emballager, så tjener den en knap så dydsiret dominanspolitik, der først og fremmest føres for de stærkere stater. Spørgsmålet er så, om vi uden at gøre mere fortræd, realistisk kan opnå, de mål vi flirter med, med de begrænsede og usikre midler vi har til rådighed.

Læs resten

Den røde tråd i udenrigspolitikken

2011-03-22T01:19:00.009+01:00

Del

I en artikel i Berlingeren om Libyen-krigen, »De varme følelsers doktrin«, konkluderer Poul Høi at »Tiden [efter den Kolde Krig] er trådløs«. Med det mener han, at den Kolde Krig leverede et formålstjenligt, tilbagevendende påskud, som siden murrens fald er gået tabt, hvorfor udenrigspolitikken siden er en konsekvens »af øjeblikkets bekvemmelighed, og i øjeblikket dikterer bekvemmeligheden [for os] at gribe ind i Libyen.«*

»Når danske politikere i øjeblikket ivrer for at gribe ind i Libyen, så er det udtryk for, at det passer dem, også partipolitisk og med en valgkamp i nærsyn, og når præsident Sarkozy og premierminister Cameron ivrer for at gribe ind, så er det udtryk for, at det passer dem politisk, og når præsident Obama nøler, og kansler Merkel siger nej, så er det udtryk for, at det passer dem politisk.« - Poul Høi

Forklaringen på dette skriver Høi, »er i høj grad essensen af udenrigspolitik, og det er, hvad der kaldes udenrigspolitisk realisme.« Stater er altså (rigtigt i min opfattelse) ingenlunde moralske aktører på den udenrigspolitiske scene, selvom deres handlinger på et givent tidspunkt kan afstedkomme moralske konsekvenser. (red. - Realisme: at stater søger at forstørre indflydelse og magt, upåagtet af institutionelle hindringer (eller moralske hæmninger).

Med dette gør Høi (muligvis ubevidst) udtryk for et maksime, der efterlader et (ofte blodigt) rødt spor bag de doktriner**, der har hersket international politik siden tidernes morgen: Om den Peloponnesiske Krig bemærkede Thukydid, at verdensordenen er et rum »hvor de stærke gør, hvad de ønsker, og de svage lider, hvad de må.« Denne tidsløse banale betragtning er det tilgrundliggende princip, og også en ganske konsekvent fingerregel, i internationale anliggende.

Med »Murens og doktrineringernes fald« gengiver Høi (måske ironisk) den konventionelle fortolkning af den kolde krig som et centralt opgør mellem Vest og Øst: »der var to blokke, de gode og de onde, og de gode gjorde godt, og de onde gjorde ondt.«

Den gængse fortolkning af den Kolde Krig, som en bipolær spænding i den tredje verden mellem hovedkombattanterne i Øst og Vest, er sandt for dyden »en selvretfærdig selvindbilding«, som Høi citerer den politiske kommentator Charles Krauthammer for ift. Bill Clintons »humanitære interventionsdoktrin«.

Underordningen af Nord-Syd-relationerne til et Øst-Vest framework, er ikke alene kontrafaktisk, men den hvisker tavlen ren for den århundreder lange strukturelle ulighed og skæve magtfordeling mellem det udviklede Nord og underudviklede Syd. I et sådan (større historisk) perspektiv er den Kolde Krig egentlig blot et strukturelt træk i en længerevarende opretholdelse af et misforhold mellem Nord og Syd.

Fra et historisk perspektiv er Høis citat af den britiske premierminister Lord Palmerston et ganske passende eksempel på den varedeklaration, som han efterlyser, men ikke stiller sig kritisk over for: »Vi har ingen evige allierede, og vi har ingen evindelige fjender, men kun varige interesser...«

I virkeligheden markerer de nuværende interesser en kontinuitet med hensyn til de tidlige interesser, der blev fastlagt før den Kolde Krig. Allerede under Anden Verdenskrig, var amerikanske statsplanlæggere bevidste om, at USA ville optræde på scenen som verdens dominerende magt.

Statsplanlægningsdokumenter fra 1939 til 1945, som blev skrevet af Council on Foreign Relations og State Department (nedfældet i denne bog efter deklassificering) viser, at der i denne årerække blev produceret omfattende geopolitiske planer for USA's fremtidige rolle. I efterkrigstidens skulle USA »acceptere verdensansvaret« efter det Britiske Imperiums definitive fald og udøve en »ubestridelig magt« i et område, der som et minimum skulle omfatte et »Grand Area«, hvor USA skulle have »den frie adgang til markeder og råstoffer i det (forhenværende) britiske imperium, Fjernøsten og hele den vestlige halvkugle.« Til dette formål måtte »sikres en begrænsning af udøvelsen af suverænitet i de udenlandske nationer, der udgør en trussel mod det minimumsområde, der har afgørende betydning for sikkerheden og den økonomiske velstand i USA og den vestlige halvkugle.« I 1948 opsummerede George Kennan de private amerikanske mål således:

»We have about 50% of the world’s wealth, but only 6.3% of its population. . . . Our real task in the coming period is to devise a pattern of relationships that will permit us to maintain this position of disparity. . . . We should cease to talk about vague and... unreal objectives such as human rights, the raising of the living standards, and democratisation. «

Og om USA's Europa-politik i efterkrigstiden skriver historikeren Walter LaFeber i 1967:

»...et forynget Europa kunne frembyde mange fordele for De forenede Stater: udslette truslen om fortsat nationalisering og omsiggribende socialisme ved at sætte gang i og stimulere investeringen af privat kapital, opretholde et behov for amerikansk eksport, tilskynde europæerne til at producere strategiske varer, som USA kunne købe og oplagre, beskytte den europæiske og amerikanske kontrol med Mellemøstens olieforekomster mod militant nationalisme, der kunne bringe den svækkede europæiske indflydelse i fare, samt befri europæerne for økonomiske problemer, så de kunne hjælpe USA militært« [sådan skrev LaFeber i første udgave af bogen "America, Russia and the Cold War". Det ovenstående er citeret i den danske oversættelse af N. Chomsky: "Amerikas krig mod Asien" s. 15, 1971]

Den udenrigspolitik, som Danmark som småstat har belavet sig til, er foruden et slag for Thukydids maksime og en bekræftelse af LaFebers tidlige betragtninger, dikteret af fortsatte amerikanske interesser, indbefattende dansk beslutning om at »hjælpe USA militært« i håndhævelsen af den verdensorden, der er konstrueret til at imødese disse interesser, uanset den negative omkostning for Danmark og verden som helhed. Var USA imod krigen i Libyen, så var den danske regering det også -- hvorfor den indledningsvist tøvede.

For dem, der søger den » røde tråd« gennem nyere dansk udenrigspolitik siden murens fald, har Uffe Kaels Auring (fra Medieoplysning.dk) og jeg prøvet at skitsere den i vores analyse af sikkerhedspolitikken og DK's selvfremstilling. Formuleringen af udenrigspolitiske beslutninger som enten idealistiske eller realistiske (eller en sammenføjning eller et sammenstød mellem disse) er en fattig dikotomi, for I Danmark fremmer disse fremstillinger en overordnet kurs, som vi dårligt har indflydelse på.

Der løber netop en rød tråd af USA-anført dominanspolitik - kald den hvad man vil i »varedeklarationen«. Dansk sikkerhedspolitik kan i nyere tid bedst beskrives som en aktiv følgagtighed med denne dominanspolitik under dække af en række forskelligartede salgstaler, som alle har det til fælles, at de portrætterer et (selv)bedragerisk glansbillede.

Et betagende billede, som tilskriver os de gode hensigter (hårde og bløde), og afvigelserne er diskontinuiteter fra den ædle kurs.

Den røde tråd forfølger os, og man skal være godt (in)doktrineret for ikke at snuble over den.

* Mange tak til skribent & politisk analytiker Søren Friis fra Udenriget.dk for at rette opmærksomheden på denne artikel

** Poul Høi benytter udtrykket »doktriner« som i »doktrinering«, hvilket jeg antager for at mene noget i retning af indoktrinering, salgstale, propaganda, selvindbildning, eller som han selv skriver, »varedeklaration«. Det er dermed et stykke fra de skriftlige politiske doktriner (hensigtserklæringer eller strategier), som oftest indeholder mere end et gran sandhed om den førte politiks karakter og løsningsrum.

ATLAS: "Sikkerhedsproduktion" - Baggrund og Konsekvenser

2011-03-18T01:28:00.005+01:00

Del

Af Poyâ Pâkzâd og Uffe Kaels Auring

Læs hele analysen på ATLAS Magasin

Nyere dansk udenrigspolitik bærer i den dominerende, statsautoriserede udlægning overskriften »international aktivisme«. Hermed vil man betone, at Danmark er villig til at yde risikofyldte militære bidrag for at skabe og bevare fred, forebygge konflikter og kæmpe for vores værdier. I den akademiske litteratur opsummeres vores internationale rolle ofte med konstateringen af, at Danmark er hvad man kalder sikkerhedsproducent.

Det burde imidlertid stå klart, at Danmark nok har indflydelse på, i hvilken udstrækning landet vil engagere sig internationalt, men i bedste fald en marginal indvirkning på den overordnede politiske kurs, vores bidrag støtter op om.

En vurdering af, hvorvidt selvkarakteristikken som international sikkerhedsproducent holder, kræver derfor en nøjere undersøgelse af, hvilke internationale strømninger og traditioner Danmark agerer inden for.

Læs resten på ATLAS Magasin

Intervention i Libyen? Takt og Tone for Kannibaler

2011-03-16T16:27:00.007+01:00

Del

Af Poyâ Pâkzâd og Thomas Bonde

I skrivende stund udspiller der sig en borgerkrig i Libyen.

Et flyveforbud er indtil videre USA’s og NATO’s primære svar på situationen. At det er disse to, der skal håndhæve en sådan beslutning, synes allerede at være givet på nuværende tidspunkt. At vi skal svare på situationen og udøve konflikthåndtering er også givet, selvom det synes umuligt at udtænke en fyldestgørende respons. Inden et flyveforbud blev offentligt fremsat, havde det amerikanske militær og NATO mobiliseret krigsskibe og luftvåben i nærheden af Libyen, for at ”sikre fleksibiliteten” når beslutningen vedtages, om det så bliver ”humanitært eller noget andet” ifølge Pentagons talsmand Oberst David Lapan.

Den Arabiske Liga har også opfordret Sikkerhedsrådet til at drøfte et flyveforbud, efter oprørsledere i Benghazi har bedt om luftstøtte med det argument, at man ikke kan besejre Gaddafi i den igangværende udmattelseskrig, alene. Samtidig har man imidlertid også sagt, at man ikke ønsker hjælp til at bekrige Gaddafis styrker på landjorden. Man fristes dog til at tro, at det for den Arabiske Ligas vedkommende er en belejlig måde at afspore opmærksomheden fra interne problemer.

Hidtil har det været svært at få opbakning i G8 eller inden for NATO-alliancen, og udsigten til autorisation i Sikkerhedsrådet er minimal. Den Afrikanske Union var blandt de første til at afvise en intervention (i øvrigt i samklang med libyske demonstranter!)

Den amerikanske forsvarsminister Robert Gates advarede tidligt den amerikanske kongres mod den “løse snak”, idet et flyveforbud “indledes med et angreb på Libyen.” Uden en forudgående grundig vurdering af denne og tidligere lignende beslutninger inden der skrides til handling, risikerer vi således en gentagelse af historien, idet interventioner i fortiden har ledt til katastrofale konsekvenser.

Men om man overhovedet har tænkt sig at intervenere, er også et åbent spørgsmål. Som Immanuel Wallerstein har skrevet, så er det formodentlig bare indenrigspolitisk ”huff and puff” for at score et par billige politiske point på andres ofre. Er man ikke villig til at følge det til dørs i fællesskab med libyerne selv, kan det ende blodigere, end det ser ud til på nuværende tidspunkt. Om USA og NATO ikke i forvejen lider af ”imperial overstretch”, ville være et relevant spørgsmål i det henseende.

Forpligtelsen til at beskytte
Det gentages igen og igen, at vi har en forpligtelse til at beskytte libyerne. Det er ikke alene en impulsiv stillingtagen i vores krigsidealistiske voldskultur, men det har også et quasi-juridisk ophav. Under FN’s forhenværende generalsekretær Kofi Annan blev der arbejdet hårdt for, at den handlingslammelse som forvoldte, at man aldrig brød ind i folkemordet i Rwanda, ikke skulle gentage sig. Generalsekretæren spurgte Generalforsamlingen i 1999 og 2000, hvad man skulle gøre for at forhindre, at der ikke opstod en situation som den i Rwanda eller Srebrenica - hvor en serbisk massakre på bosniske muslimer i øvrigt fandt sted under en amerikansk flyveforbudszone.

Som svar nedsatte Canada en ”uafhængig” arbejdsgruppe bestående af blandt andre den canadiske parlamentariker Michael Ignatieff og tidligere australske udenrigsminister Gareth Evans. I deres rapport Independent International Commission on Intervention and State Sovereignty (ICISS) fra 2001 uarbejdede de en standard for ”ekstern militær intervention af hensyn til menneskebeskyttelse”. Standarden omfatter interventioner efterfulgt af forsøget på at få Sikkerhedsrådets autorisation, i situationer hvor der ikke kan opstå enighed om handling. Konklusionen på ICISS-rapporten var, at hvis “en befolkning lider seriøs skade som resultat af intern krig, oprør, undertrykkelse eller statsligt svigt og den pågældende stat er uvillig eller ikke er i stand til at stoppe eller afværge det, viger princippet om non-intervention for det internationale beskyttelsesansvar.” Rapportens kerneindhold beløb sig til en sondring mellem ret og pligt – Responsibility to Protect – idet ”den såkaldte ’ret’ til humanitære interventioner” var blevet afvist af 133 stater i den alliancefri bevægelse året forinden som reaktion på krigen i Kosovo.

Rapporten blev senere afvist af Kofi Annans nedsatte arbejdsgruppe UN Panel on Threats, Challenges and Change i 2004, som konkluderede: ”For dem, som er utålmodige over for en sådan [afvisning], må svaret være, at risikoen mod den globale orden… i en verden der er fuld af opfattede potentielle trusler, simpelthen er for stor til, at man lovliggør unilaterale præventive indsatser, som adskiller sig fra kollektivt tilsluttede handlinger. Tillader man den ene at handle, så tillader man alle at handle.”

Samme forståelse for den fælles pligt til at beskytte mod ”folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden” opstod i 2005 i FN-regi, hvor man bekræftede villigheden til at tage ”kollektiv handling… gennem Sikkerhedsrådet”.

Der er således to forskellige tolkninger af Responsibility to Protect – R2P. Der er dem, som advokerer for brugen af magt uden om Sikkerhedsrådet, og majoriteten af verdenssamfundet, som i 2005 påpegede, at der var rigelig hjemmel for R2P i den eksisterende lov og de desangående vedtagne resolutioner om beskyttelse af egen befolkning.

Når Sikkerhedsrådet undlader eller tøver med at handle, kan Generalforsamlingen typisk hævde sin pligt ved at opfordre til gennemførelsen af økonomiske og diplomatiske sanktioner, våbenembargo og international tilstedeværelse af monitorer og fredsbevarende styrker, som man har gjort det i for eksempel Sydafrika, Bosnien og Irak.

I 2009 kom man til endnu et vendepunkt i debatten om beskyttelsesansvaret. Suverænitetsprincippet blev gjort betinget af staternes evne eller vilje til at beskytte egen civilbefolkning. Det blev bredt besluttet, at man ville udvikle ”tidlige varselssystemer” i situationer, som risikerer at udarte sig til etniske udrensninger og folkemord. Endvidere blev det vedtaget i slutdokumentet, at man ”tager kollektiv handling under FN’s charter og i Sikkerhedsrådets regi”. Ved allersidste instans intervenerer man militært med forholdsmæssige midler, såfremt der er en rimelig mulighed for succes.

En blankocheck til militær intervention
Begrebet “humanitær intervention” opstod i 1990erne efter Sovjetunionens fald hvor adskillige tilfælde af intrastatlige konflikter udbrød. I praksis greb man ind i Bosnien, Somalia og på Haiti officielt for at stoppe meget forskelligartede uretfærdigheder.

I dag er den humanitære interventionsdoktrin imidlertid faldet i omfattende miskredit i det internationale samfund. Da både Afghanistan-krigen og Irak-krigen af blandt andre føromtalte Michael Ignatieff er forsvaret med beskyttelsesansvaret, er det ikke overraskende, at den humanitære interventionsdoktrin tolkes som en blankocheck til militær handling.

Hvorvidt beskyttelsesansvaret træder i kraft afgøres imidlertid af Sikkerhedsrådet, men kan allerede afgøres i forhold til de R2P-kriterier, som skal sikre mod en misbrug af humanitære interventioner til andet end genuine humanitære katastrofer. Som vi dog har bevidnet over den seneste tid, er krigsidealisterne – rangerende fra journalister til politikere – ikke desto mindre hurtigt ude og påberåbe sig myndigheden til at beskytte uden samtidigt at påvise, at den pågældende konflikt møder de fremsatte kriterier.

Det gør den imidlertid ikke (selvom man måtte mene, at en intervention er godt alligevel). Hvis vi tager den tidligere øverstkommanderende i Kosovo General Wesley Clarks ord for gode varer, så er der ”intet klart grundlag for en intervention” under R2P eller øvrige strategiske formål, der som regel bevirker bekymringernes udslag. James Traub, fra NGO-gruppen Global Center for Responsibility to Protect i New York, udtaler tilsvarende, at der ikke er en stærk sag for hverken en humanitær eller en strategisk intervention, men modsat Clark mener Traub imidlertid, at det ville være ”godt for USA og NATO.”

I en verden hvor magt giver ret og alle på papiret er lige, men nogle så afgjort er mere lige end andre i praksis, vil en stadfæstelse af Responsibilty to Protect, som betingelse for at gribe ind over for Gaddafi’s voldsudgydelser, kunne lede til uacceptable resultater. For eksempel kunne det frygtes, at man i fremtiden vil dække sig ind under Responsibility to Protect som moralsk grundlag for fremtidige interventioner, ligesom man forsøgte at retfærdiggøre Irak-krigen med, at der var tale om en humanitær intervention. Samtidig kan man også frygte, at såfremt en legalistisk “Responsibility to Protect”-doktrin vedtages, kunne det motivere fladt organiserede oprørsgrupper verden over til at opildne til intern konflikt for at fremprovokere ekstern indblanding. I den virkelige verden er det i bedste fald takt og tone for kannibaler.

Det er i den grad en destabiliserende doktrin, idet diskussionen går på, om man skal gøre det ”med eller uden FN-mandat,” hvilket falder tilbage på den traditionelle kløft i tolkningen af R2P mellem Nord og Syd.

Dobbelte standarder og selektiv beskyttertrang

“Under dække af at ville beskytte menneskerettigheder, synes det internationale samfund, med USA ved dets rorpind, ivrig efter at genvinde sit image ved at kapitalisere på den revolutionære ånd som nu farer henover den arabiske verden og ved at positionere sig som Libyens frelser i håb om at sikre en fremtidig regerings troskab [...] De globale magter som dominerer FNs sikkerhedsråd har imidlertid brugt årevis på at delegitimere det internationale samfund...”

- Antropolog og mellemøstforsker ved Oxford University, Sami Hermez.

Argumenterne for en krig mod Libyen af humanitære grunde er implicit moralske argumenter, hvorfor spørgsmålet melder sig om der overhovedet er nogen af de faste medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, som berettiget kan påberåbe sig moralsk autoritet? Svaret er vel indlysende.

At tolke vestlige magthaveres respons på situationen i Libyen som udtryk for dobbelte standarder og hykleri er næppe en overfortolkning. De våben som Gaddafis fortsat loyale folk og lejesoldater bruger til at myrde uskyldige mennesker, er for en stor dels vedkommende købt hos vestlige våbenproducenter. Gaddafis nuværende repression er ikke en nylig udvikling, men blot et led i et årtier langt rædselsregime, som både fandt sted i tiden hvor det meste af verden var imod ham, og i de senere år, hvor han er blevet mødt med åbne arme i Vesten (for ganske få uger siden!), vel vidende, at hans styre var særdeles repressivt.

Læren man synes at kunne drage i såvel Gaddafis, som i andre (mellemøstlige) diktatorers tilfælde, er derfor ikke vanskelig at uddrage: Når regimet er stabilt og udviser samarbejdsvillighed og imødekommenhed overfor vestlige eliters økonomiske og politiske interesser, ser man gennem fingre med selv omfattende undertrykkelse. Som den amerikanske republikanske senator Lindsey Graham udtalte for en måned siden: "der er de regimer, vi vil ændre, og dem, vi ikke vil." Men når regimerne destabiliseres af undertrykte befolkninger, som rejser sig og råber deres legitime krav i gaderne samtidig med at regimernes uhyrligheder udstilles for hele verdens åbne øjne, slår man hånden af dikatorvennerne og bakker nødtvungent op om de undertryktes legitime krav. Det var tilfældet i Tunesien under Ben Ali, i Egypten under Mubarak og det er tilfældet lige nu i Libyen.

Man fristes da også til at spørge ind til den selektive måde hvorpå man påberåber sig Responsibility to Protect, for hvor var talen om dette henne, da Gazas civilbefolkning blev angrebet af Israel? Svaret er selvfølgelig, at den ingen steder var at finde, selvom dette flere uger lange angreb ifølge mange rapporter, heriblandt Goldstone-rapporten, ganske klart faldt ind under kriterierne for Responsibility to Protect.

Denne diskussion skal derfor ikke opfattes som en grundlæggende modvilje over for brugen af magt for at beskytte civilbefolkninger. Den skal ses som en betvivlelse af, om retfærdighed er motivationen hos de fremtrædende statslige aktører i det internationale samfund, som advokerer for at anvende voldelige midler af påståede humanitære årsager.

Gør først og fremmest ikke fortræd!
At Gaddafi lige nu er militært overlegen qua hans besiddelse af et luftvåben er selvindlysende sandt, men udfaldet af en udmattelseskrig beror på meget andet end blot overlegent isenkram. Tunesien-ekspert og lektor i politologi ved Tufts University, Dirk Vanderwalle, skriver således i Foreign Policy:

“Som i alle udmattelseskrige vil udfaldet være afhængigt af en række faktorer; hver sides samlede militære styrke, sammenhængen i hver grupperings militære planer, evnen til at opretholde moralen blandt hver sides tilhængere, besiddelsen af tilstrækkelige finansielle ressourcer, evnen til at overbevise medlemmer af hver gruppering om at de fortsat repræsenterer den vindende side, lederskabet på hver sides personlige karakteristika og måske det internationale samfunds samtykke eller misbilligelse.”

Vanderwalle advarer samtidig det internationale samfund mod at opfatte Det Nationale Råd i Benghazi som en forenet repræsentant for det libyske folk:

“Selvom oprørerne måtte påstå at repræsentere Libyen, gør de det åbenlyst ikke på dette tidspunkt; de er en samling af Cyrenaica-baserede stammeledere, notabiliteter og tidligere militærpersonnel som efterlader Tripolitania ude i kulden.”

En vestlig intervention vil blive mødt med stor modstand vurderer professor ved American University i Beirut og ekspert i islamisk fundamentalisme, Ahmed Moussali:

“En amerikansk eller vestlig intervention i Libyen vil ikke blive accepteret. Libyerne har brug for støtte, men det skal være i form af humanitær hjælp i grænseområderne. Selv et flyveforbud vil blive opfattet som en militær intervention, fordi det ville forudsætte bombninger af libyske lufthavne og forsvarsanlæg. Det vil blot blive opfattet som et forsøg på at bremse revolutionerne med henblik på at få fingrene i libysk olie.”

En militær intervention kan da også med stor sandsynlighed gå hen og få uforudsete negative konsekvenser. Det er således muligt at konflikten vil blive forlænget eller yderligere eskalaret, da Gadaffi muligvis fortsat er i besiddelse af kemiske våben og har mindre og mindre at miste på, at tage dem i anvendelse efterhånden som udmattelseskrigen skrider frem. Endvidere er det sandsynligt, at luftstøtten som følge af et flyveforbud, som man har bedt om fra oprørerne i Benghazis side, hurtigt også kan gå hen og blive til en intervention på landjorden, hvilket oprørerne klart og utvetydigt har ytret at man ikke er interesseret i, da man selv ønsker at vælte Gaddafi.

Som foreløbigt svar på situationen i Libyen bør man i vores øjne først og fremmest følge princippet om ikke at gøre fortræd. Hvis man tager udgangspunkt i tidligere flyveforbudszoner, så er der ingen grund til at fejre den nuværende udsigt.

Tiltag såsom fastfrysningen af Gaddafis aktiver, den internationale fordømmelse af hans voldshandlinger og sanktionerne mod styret er rimelige nok, men man kan gøre mere for at bistå libyerne i denne stærkt bekymrende situation. Eksempelvis bør man sikre at grænserne er åbne, dels for at mennesker på flugt fra Gaddafis terror kan komme ud af landet og dels for at komme oprørerne til hjælp med fornødenheder. Det kunne også af humanitære årsager være en god idé, at lade Gaddafi forlade landet, da det kan have unødvendige fatale konsekvenser, hvis man ikke giver ham rum til at manøvrere. Samtidig bør man selvfølgelig sørge for, at de nødstedte mennesker som befinder sig på flugt, opnår så gode vilkår som muligt, indtil det igen bliver muligt for dem at komme tilbage til deres hjemland.

Samtidig må vi måske indfinde os med, at der ikke findes en altomfattende løsning på den frygtelige situation. Men vi kan glæde os over, at der er andre frygtelige ting, som vi kan gøre noget ved: vores egen voldsudøvelse! Det ville være et progressivt paradigmeskift i vores selektive bekymringer og opdelinger af værdige og uværdige ofre.

Vold skal som udgangspunkt være den sidste udvej, når alle andre muligheder for at påvirke situationen på positiv vis er udtømt, og bør kun overvejes, hvis konsekvenserne med stor sikkerhed forventes at være positive. Så klart er det imidlertid slet ikke, hverken historisk set eller på nuværende tidspunkt.

Obama: USA klar til at angribe Libyen

2011-03-04T15:46:00.001+01:00

USA er klar til at "act rapidly", siger USA-præsident Barack Obama, med henvisning til et angreb på Libyen.

En skarp analyse herom er skrevet af Søren Friis på Udenriget.dk

Opdatering: Nato-chef, Anders Fogh Rasmussen: "Vi har ingen intentioner om at intervenere i Libyen" (BBC)

Opbrud i de israelske rækker?

2011-03-04T01:13:00.001+01:00

Israelsk diplomat Ilan Baruch: "Jeg kan ikke længere repræsentere Israel." Fra Yedioth Ahronoth:

Ilan Baruch says he quit because "Israel's foreign policy is wrong," pointing to the Palestinian issue.

Should this trend continue, he warned, Israel will turn into a pariah state and face growing de-legitimization.

Baruch told Israel TV Wednesday that Israel's standing was in danger because of its policies, which he said were "difficult to explain."

"I can no longer honestly represent this government," he said earlier. "As (Foreign Minister) Lieberman was elected by a large public in a legitimate manner, I cannot question him – but I don't have to serve him, and therefore I'm quitting."

Den globale bevægelse mod besættelsen er ikke antisemitisk:

"Identifying the objection expressed by global public opinion to the occupation policy as anti-Semitic is simplistic, provincial and artificial," he wrote. "Experience shows that this global trend won't change until we normalize our relations with the Palestinians."

Kilde:
Diplomat: I can no longer represent Israel - Israel News, Ynetnews

Petraeus: Afghanske forældre brænder deres børn hele tiden

2011-02-23T14:43:00.004+01:00

David Petraeus, den amerikanske øverstbefalende i Afghanistan, har - i et lukket møde - beskyldt forældrene i Afghanistans Kunar-provins for at brænde deres børn i et forsøg på at få amerikanerne til at se "dårlige ud." Udtalelsen kom på baggrund af, at de internationale styrker er blevet anklaget for mordet på 64 civile i løbet af de seneste dages operationer i Ghaziabad-distriktet i Kunar-provinsen.

Før jeg bliver beskyldt for "Gotcha-journalistik," er det vigtigt at bide mærke i, at amerikanske chefer rent faktisk insisterer på, at det er sandt, da "skaderne på børnene syntes uforenelige med den brugte ammunitionstype, og at de brændte hænder og fødder kan have været resultatet af disciplinering, der undertiden deles ud til afghanske børn. Desværre er dette almindeligt blandt nogle afghanske fædre som en måde at straffe børn, der opfører sig dårligt." (iflg. talsmand og kontreadmiral, Gregory Smith).

Det er selvfølgelig et frastødende forsøg på at aflede skylden, men det har samtidig den propaganda-effekt, at afghanerne ikke er mennesker ligesom os; at de ikke elsker deres børn ligesom os; at de er umenneskelige, barbariske, tilbagestående og dermed undværlige.

Men den amerikansk-ledede koalition har en lang historie, når det kommer til at bebrejde deres egne ofre.

EU/Israel-Ekspert: Pres Israel nu!

2011-02-23T13:30:00.002+01:00

En ekspert på relationerne ml. EU og Israel er Leila Stockmarr, forskningsassistent på Dansk Institut for Internationale Studier. Hun har en fremragende kronik i Information, om hvorfor det er nu, EU skal presse Israel.

Læs artiklen her /tryk på linket:

EU’s tvetydighed og kløften mellem retorik og handling i forholdet til Israel er en kilde til frustration i hele regionen. Amerikanerne har man ikke tillid til, men man har i lang tid håbet, at EU ville være i stand til at sætte en anden dagsorden i forhold til konflikten.

Desværre opfatter stadig flere EU’s politik som værende identisk med Obamas. Som en EU-diplomat på Vestbredden kynisk udtrykker det:»Med bistand gør EU på Vestbredden det, som USA gør med våben i Irak.«

Hvorfor opretholder EU denne politik? Svaret er kort og kontant, fordi det er det, Israel og USA vil. EU søger blot at gavne sine egne umiddelbare interesser.

Men skal EU tages seriøst som udenrigspolitisk aktør, skal Unionen undgå, at dens dobbeltmoral udstilles, som det skete under revolutionerne i Egypten og Tunesien. Derfor er det afgørende, at man som et minimum gør ord til handling og gør kravene til Israel til en betingelse for fortsat samarbejde. Den nuværende usikkerhed i Mellemøsten skaber mulighed for at en sådan ændring kan få afgørende indflydelse på Israel-Palæstina konflikten.

ATLAS: Israel efter Egypten

2011-02-22T11:25:00.000+01:00

De regionale protestbevægelser i Mellemøsten, som indtil videre har ledt til tilbagetrædelsen af to præsidenter, truer angiveligt med at underminere en regional magtbalance, der trådte i kraft gennem fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1979. Spørgsmålet om, hvorvidt et demokratisk Mellemøsten vil blive et usikkert sted for Israel, er således genstand for megen spekulation. Men påvirkningen kræver et nærmere blik på den israelsk-egyptiske freds karakter.

Læs resten (gratis) på Atlas Magasin

Iran provokerer Israel?

2011-02-17T15:31:00.002+01:00

Iran har trukket dets planer om at sejle to både gn. Suez-kanalen, fordi Israel kaldte det "provokerende" http://tinyurl.com/6x242gq -- Det fremgik overalt i medierne!

Spørgsmålet er så, om Israel vil fjerne de to atomubåde, som de har stationeret langs den iranske kyst http://tinyurl.com/33uyb7y -- Jeg har endnu ikke set en eneste reference hertil i DK!

Ræson: Hvad gør Egyptens magtelite nu?

2011-02-14T14:29:00.000+01:00

Mubaraks tilbagetrædelse er en umådelig folkelig sejr. Alligevel er det for tidligt at sige, at en gennemgribende social revolution har fundet sted i Egypten. Vi vil over den kommende tid bevidne en overgang til noget andet end det bestående. Man kan kalde det demokrati, hvis man vil, men det bliver ikke et folkestyre om seks måneder.

RÆSONKOMMENTAR af Poyâ Pâkzâd

DEN egyptiske elite kan meget vel kapitalisere på oprettelsen af en retsstat med mindre korruption, og forfatningsmæssige ændringer kan tilsvarende gøre klimaet mere gunstigt for udenlandske investeringer. Der er ingen tvivl om, at Egypten post-Mubarak vil være forandret, men det er for enhver observatør, uanset hvor euforisk man er indstillet, for tidligt at forudsige den almene egypters politiske og sociale fremtid.

Læs resten [gratis] på Ræson

Rasmus C. Elling: Vestens Iran-strategi er helt forkert

2011-02-09T20:49:00.002+01:00

Den lovende danske iranolog og forsker på det prestigiøse universitet School of Oriental and African Studies, Rasmus Christian Elling, har for kort tid siden afsluttet et p.hd.-projekt om Iran. Elling har et kvalitativt forspring, idet han taler og skriver flydende farsi.

Videnskab.dk bringer en artikel og et interview med Elling:

Befolkningen gør oprør mod præstestyrets forsøg på at undertrykke oppositionen og minoriteterne insisterer på at slås for deres ret. De har genopdaget deres kultur og kæmper for at få politisk indflydelse.

»De stærke spændinger internt i landet er et voksende problem, som den iranske stat bliver nødt til at forholde sig til for at kunne føre landet på rette kurs. Men præstestyret holder dem nede, fordi ledelsen er bange for, at ydre kræfter forsøger at udnytte situationen ved at støtte op om oppositionen,« siger han.

Rasmus Christian Elling mener, at det bliver styrets reaktion på de mange nye stemmer i Iran, der forlanger at blive hørt, som kommer til at afgøre, hvordan fremtiden kommer til at forme sig for landet.

»Nu da 'den etniske ånd' er sluppet ud af flasken, bliver regimet og de intellektuelle nødt til at tage stilling. Hvis regimet ikke er i stand til at inkludere de mange forskellige etniske grupper og lade dem komme til orde i en eller anden form for demokratisk proces, er der stor risiko for, at landet koger over i etnisk utilfredshed,« siger han.

Undertrykkelse, frygt og mistillid er altså det, der har været konsekvensen af Vestens pres på landet, stik imod hensigten, siger Rasmus Christian Elling.

Han mener, at udviklingen er ulykkelig set i lyset af, at Iran for et årti siden faktisk var inde i en god udvikling, hvor præstestyret på mange måder forsøgte at række hånden frem mod Vesten.
Iran tilbød eksempelvis USA at hjælpe til i krigen mod Taleban i Afghanistan, hvis amerikanerne til gengæld ville hæve sanktionerne mod dem.

»Det afslog USA. I stedet for at tage imod en håndsrækning, strammede USA sanktionerne og truede med bål og brand, og det har været ekstremt ødelæggende for landets udvikling,« slutter Rasmus Elling.

Sune Haugbølle: Engagér islamisterne i dialog

2011-02-09T20:10:00.001+01:00

En af Danmarks førende mellemøsteksperter, Sune Haugbølle, har i dagens Information udgivet en fremragende artikel: "Frygten for islamisterne er overdreven"

Haugbølle har for kort tid siden skrevet en bog ved navn War and Memory in Lebanon udgivet af Cambridge University Press. En anmeldelse af bogen kan læses her.

Fra dagens artikel:

Der tegner sig et nyt billede, nu hvor den autokratiske facade er ved at blive skrællet af de arabiske lande. Det vil utvivlsomt blive et grumset billede med mange nye aktører og en hel del forvirring. Men er det ikke netop det smukke ved demokratiet?

Når vi prøver at analysere det nye landskab, må vi også huske på, at islamisternes basale ønsker ikke altid er så fundamentalt anderledes fra vores, selv om de bliver udtrykt i religiøse termer, der ofte virker fremmede for os. Alle arabere er frustererede over fejlslagen økonomisk politik og den politiske elites kleptokrati. Og alle gør oprør imod politistaten, hvis brutalitet især er gået ud over islamisterne. Den fælles erfaring med uretfærdighed kan danne klangbund for nye nationale projekter. Det mest positive scenarie for Egypten, Tunesien og andre arabiske lande, der måtte følge i deres fodspor, er, at alle dele af samfundet bliver en del af transitionen. Vi begår en kæmpe fejltagelse, hvis vi på forhånd søger at delegitimisere bestemte grupper af ideologiske årsager.

Danske politikere taler i disse dage om at give støtte til arabiske demokratiseringsbevægelser. Hvis de vil stå ved deres ord, bør det også betyde et engagement med islamiske bevægelser.
Jeg mener, at det vil være en god ting for os og for dem. Vi har brug for at afmystificere islamismen, og islamisterne har brug for at afmystificere Vesten.

Hvis vi tror på dialog, er det især islamisterne, vi bør tale med. Vores hjemlige debat om islamisme er præget af et fuldstændig unuanceret fokus på terror. Selvfølgelig skal vi bekæmpe terrorismen, og det gør PET overordentlig godt. Men at sætte lighedstegn mellem islamisme og terrorisme eller nazisme kan komme til at koste os dyrt i forhold til at forstå Mellemøsten, og til at have relationer med det nye politiske landskab, der vil komme efter den autokratiske orden.

Anbefalet læsning om Israel-Palæstina konflikten pt. 2

2011-02-08T02:45:00.000+01:00

Se part 1 her

Online introduktioner:

Palestine, Israel and the Arab-Israeli Conflict A Primer, af Joel Beinin og Lisa Hajjar (.pdf)
Truth against Truth: A Completely Different Look at the Israeli-Palestinian Conflict, af Gush Shalom (.pdf)
An Introduction to the Israel-Palestine Conflict, af Norman Finkelstein (.pdf)
The Israel Lobby and US Foreign Policy, af John Mearsheimer og Stephen Walt (.pdf)

Bøger:

Edward Said, 2002, The End of the Peace Process, London: Granta Books 2. udgave. Se en forelæsning om konflikten af den afdøde professor her.

Eugene L. Rogan og Avi Shlaim (ed.), 2001, The War for Palestine: Rewriting the History of 1948, Cambridge University Press. Se bogens indhold, som består i 11 etablerede akademikeres bidrag.

Saree Makdisi, 2008, Palestine Inside Out: An Everyday Occupation, W. W. Norton & Company. Se Makdisi give et foredrag om bogen her.

Thomas Suárez, 2010, Palestine Sixty Years Later, Americans for Middle East Understanding. Se preview.

Joe Sacco, 2009, Footnotes in Gaza: A Graphic Novel, Metropolitan Books. Læs anmeldelse af Patrick Cockburn her.

Gilbert Achcar, 2010, The Arabs and the Holocaust: The Arab-Israeli War of Narratives, Metropolitan Books. Læs anmeldelse af Tariq Ali her og en artikel af Achcar om bogen her.

"En villa i en jungel?" spørger Uri Avnery

2011-02-07T13:35:00.001+01:00

"Vi befinder os midt i en geologisk begivenhed," skriver Uri Avnery fra Gush Shalom med henvisning til den egyptiske opstand. "Bjerge bliver til dale, øer popper op fra havet, vulkaner dækker landet med lava." Begivenhederne i Egypten "vil ændre vores liv."

Hvad mener han dog? Hvorfor vil det ændre israelernes liv?

Mubarak's Egypten var en realpolitisk forsikring. Nu vil den være borte, hvis de "geologiske" forandringer bliver en realitet (hvis de bliver en realitet og militæreliten falder, hvilket tiden må vise.) Det var en forudsigelig udvikling, beretter Avnery. Måske ikke lige den egyptiske opstand i sig selv, men at der ville ske noget i den arabiske verden, var kun et spørgsmål om tid. Det kunne "en nøgtern analyse" fortælle os. Ja, for "i arabisk kultur er intet mere vigtigt end ære."

(Mig bekendt er der selvfølgelig ingen "kultur", der gør en dyd i at frasige sig dens værdighed til fordel for ydmygelse og underkastelse)

Israel kan ikke længere bedyre myten, at de er en "villa i junglen," som forsvarsministeren Ehud Barak populært formulerer metafor-myten om Israels position som en civilisationen midt i et tilbagestående, barbarisk Mellemøsten.

Følgende er Avnery's bedømmelse:

Hvis Mubarak er afskåret fra virkeligheden, er Benjamin Netanyahu det ikke mindre. Han og hans kolleger synes ude af stand til at forstå den skæbnesvangre betydning af disse begivenheder for Israel.

Når Egypten bevæger sig, vil den arabiske verden følge med. Hvad end der opstår i den nærmeste fremtid i Egypten - demokrati eller et militærdiktatur - er det kun et spørgsmål om (kort) tid, før diktatorer falder over hele den arabiske verden, og masserne vil forme en ny virkelighed, uden generalerne.

Alt det den israelske ledelse har gjort i de sidste 44 år under besættelsen eller 63 år i sin eksistens er forældet. Vi står over for en ny virkelighed. Vi kan ignorere det - insistere på, at vi er "en villa i junglen", som Ehud Barak berømt udtrykte det - eller finde vores rette plads i den nye virkelighed.

Fred med palæstinenserne er ikke længere en luksus. Det er en absolut nødvendighed. Fred nu, fred hurtigt. Fred med palæstinenserne, og derefter fred med de demokratiske masser over hele den arabiske verden, fred med de rimelige islamiske kræfter (som Hamas og Det Muslimske Broderskab, som er helt forskellige fra al-Qaeda) og fred med de ledere, der er ved at opstå i Egypten og overalt.

Mubarak klamrer sig til magten

2011-02-06T03:46:00.005+01:00

Obama-administrationen "og førende europæiske lande" har iflg. NY Times "smidt deres vægt bag" Mubaraks nyeligt bestaltede "vicepræsident" Omar Suleiman, der er bedst kendt i denne del af verden for at gøre det arbejde, "som vestlige lande ikke selv havde appetit til at udføre," nemlig tortur og mishandling.

Hans nuværende opgave består i at afdramatisere den folkelige opstand ved at lægge en dæmper på kravet om Mubaraks øjeblikkelige tilbagetrædelse. Det er det, som i praksis kaldes en "velordnet overgang," som er møntet på at kontrollere udfaldet, eller i bedste fald minimere skaderne. USA's udsending, tidligere ambassadør i Egypten, Frank Wisner, kom angiveligt til at tale over sig "som privat person," da han via en video-forbindelse til en sikkerhedskonference i Munich fremsatte, at Mubarak skulle blive ved magten, så han kunne "forsegle sin arv" ved at vise landet "næste skridt fremad," og "styre forandringerne."

Uanset USA's bevidst tvetydige og vage udmeldelser i et panisk forsøg på damage-control, er det usikkert, om de kort for militær indgriben - som må anses for at være udelukket - kunne influere opstandens udfald.Selv deres milliarder af dollars i årlig bestikkelse giver dem kun begrænset indflydelse på den militære elite. Pentagon har senest udmeldt, at de vil fortsætte militærstøtten til Egypten, som sammen med støtten til Suleiman giver et fingerpeg i retning af USA's planer for et Egypten post-Mubarak.

Indtil videre er stort set alle nøglepositioner i regeringen tilbagetrådt med undtagelsen af Mubarak selv, der klamrer sig til magten til hans sidste gisp, uden at vide om han stadig nyder den altafgørende støtte hos militærregimets elite.

Deadline: Michael Irving Jensen vs Søren Espersen

2011-02-05T23:21:00.000+01:00

To syn på Egypten: Gilbert Achar og Samir Amin

2011-02-05T17:34:00.003+01:00

Følgende er oversatte uddrag fra et interview med professor Gilbert Achcar på ZNet og en artikel af Samir Amin, formanden for "Third World Forum" på Pambazuka -- suppleret med henvisninger og tilføjelser.

Hvor Achar mener, at revolten i Egypten skaber "ideele forhold for venstrefløjen" i regionen, er Amin bekymret for, at "USA's plan for Egypten er meget lig den pakistanske model; en kombination af 'politisk islam' og hærens efterretningsvæsen." De to holdninger er ikke konkurrerende, og de er heller ikke sat op imod hinanden. Alligevel er de udtryk for en vigtig diskussion på venstrefløjen om begivenhederne i Egypten og de håb, der ligger for fremtiden.

Gilbert Achcar

Gilbert Achcar (GA) mener, at de egyptiske protester "nåede [deres] første højdepunkt den 1. februar," eftersom Mubaraks løfte om ikke at stille op til valg, og regimets indvilligelse i forhandlinger med oppositionen var: "anseelige indrømmelser fra et sådan autoritært regime, og et vidnesbyrd om betydningen af folkelig mobilisering."

Imidlertid er bevægelsen siden den startede d. 25. januar, blevet "radikaliseret," så de køber ikke Mubaraks formildelse over for "de vestlige magter, der opfordrer ham til at reformere det politiske system." Mubarak skal træde af og "mange i bevægelsen" kræver ham for retten. Ligesom Juan Cole, beskriver GA, Mubaraks regime som "i det væsentligste et militært diktatur med en civil facade."

"Alle regimets vigtigste institutioner er nu opsagt af bevægelsen som illegitime," siger GA, "de udøvende såvel som den lovgivende, dvs. parlamentet." "Dele af oppostionen" (herunder det Muslimske Broderskab) kræver, at "lederen af forfatningsdomstolen [Farouk Ahmed Sultan] udpeges som midlertidig præsident, til at præsidere over valget af en grundlovgivende forsamling."

GA fortæller, at modsat de "orientalistiske" fordomme om Mellemøstens og den 'muslimske verdens' "uforenelighed" med demokrati, er det netop selveste "mangelen på demokrati, som førte de religiøse fundamentalistiske kræfter til at besætte et sådant rum " i Mellemøsten.

I bogen Perilous Power i 2007 skriver han følgende i en dialog med Noam Chomsky om fundamentalisme i Mellemøsten:

Noam Chomsky
Noam Chomsky: Islamisk fundamentalisme er primært en reaktion på gærende kræfter i verden. I mange år var der en stærk sekulær nationalisme i hele den arabiske og muslimske verden. Egyptens Gamal Andel-Nasser var en sekulær nationalist. Irak har en lang tradition for sekulær nationalisme, som går et helt århundrede tilbage, med demokratiserende indsatser og så videre. Iran havde et sekulært nationalistisk program for et halvt århundrede siden, på det tidspunkt blev Mohammed Mossadegh styrtet [af CIA] i 1953. Den sekulære nationalismes fald, som var både internt og eksternt [influeret], og som blev stærkt angrebet udefra, efterlod et tomrum, og jeg tror i et omfang, at det tomrum blev fyldt af islamisk fundamentalisme. Jeg tror det er den måde, du også ser det, Gilbert?

Gilbert Achcar: Jeg ville være endnu mere ligetil end det. Den nuværende styrke i den islamiske fundamentalisme er et direkte produkt af en meget direkte amerikansk politik. Hvad du har sagt, er helt korrekt, men med den tilføjelse, at sekulær nationalisme er blevet svækket og ødelagt af USA som sin hovedfjende. I 1960'erne, var den dominerende tendens i den muslimske verden i almindelighed sekulær nationalisme, som [bl.a.] kom til udtryk ved Egyptens præsident Gamal Abdel-Nasser. USA bekæmpede denne nationalisme [under den Kolde Krig], og baserede sig på den mest reaktionære islamiske fundamentalisme, der blev implementeret i og udbredt fra det saudiarabiske kongerige. [...] Og USA brugte meget bevidst den islamiske fundamentalisme gennem det saudiske kongedømme under bekæmpelsen af sekulær nationalisme, kommunisme, eller hvilken som helst slags verdslige, progressive eller venstrefløjsstrømninger, der befandt sig over hele området. [...] [1] /oversat til dansk

"Hvem end der fører og vinder fremtidige frie valg i Mellemøsten vil stå ansigt til ansigt med et samfund, hvor kravet om demokrati er blevet meget stærkt," fortæller GA. "Det vil være ganske svært for enhver part - uanset dets program - at kapre disse ønsker." En af store resultater ved disse begivenheder i Mellemøsten er ifølge GA, at "de folkelige forhåbninger til demokratiet er blevet enormt styrket. De skaber ideelle betingelser for venstrefløjen for at genopbygge sig selv som et alternativ" i Mellemøsten.

Samir Amin

Samir Amin advarer mod for tidlig eufori på venstrefløjen, da "så længe det økonomiske system ledes i overensstemmelse med reglerne i 'globaliseringens spil', vil ingen af de problemer, der resulterede i protestbevægelsen virkelig blive løst."

Der er både interne og eksterne problemer: USA, Israel, El-Baradei og det Muslimske Broderskab.

Samir Amin siger, at kontrol over Egypten er en "hjørnesten i den amerikanske plan for kontrol af planeten," og et forudsætning for at Israel kan "fortsætte sin kolonisering af det resterende Palæstina."

USA benytter i høj grad Egypten til overflyvninger i krigene med Irak og Afghanistan. Egypten er brugt som mellemled i CIA's "rendition program" og Suez-kanalen er strategisk vigtig for USA's dominanspolitik i Mellemøsten. Det bagvedliggende rationale i Camp-David 1978, som det er indrømmet af Henry Kissinger og de israelske sikkerhedsanalytikere Zeev Schiff og Avner Yaniv, var at eliminere Egypten fra konflikten mellem Israel og de arabiske lande, da Egypten ikke længere kunne ignoreres militært set efter Yom Kippur-krigen. Israel var tæt på at tabe krigen og konflikten mod Egypten viste sig at være for risikabel. Camp David-aftalernes formål i 1978 var at "neutralisere Egyptens rolle" i konflikten ifølge Avner Yaniv for at muliggøre "militære operationer mod PLO i Libanon samt bosættelsesaktivitet på Vestbredden." Israel så sig nødsaget til at afvikle sine bosættelser på Sinai og indfinde sig med et tilbud, som Egyptens daværende præsident, Anwer Sadat, lavede gennem den norske fredsmægler, Gunnar Jarring, for første gang allerede i februar 1971 og gennem Kissinger i september 1973 lige før udbruddet af krigen (for den detaljerede baggrund, se Zeev Maoz: Defending the Holy Land og Avner Yaniv: Dilemmas of Security).

I tilfælde af frie og fair valg vil det Muslimske Broderskab "blive den vigtigste parlamentariske spiller," fortæller Amin og USA "byder dette velkommen," siden de har "kvalificeret MB [det Muslimske Broderskab] som »moderate«, dvs føjelige og accepterer underkastelsen til den amerikanske strategi, der efterlader Israel i stand til at fortsætte sin besættelse af Palæstina."

Om Mohammed El-Baradei siger Amin, der selv er uddannet økonom, at El-Baradei "er en »liberal«, der intet begreb har om forvaltningen af en anden økonomi end den nuværende, og han kan ikke forstå, at [den nuværende neo-liberale økonomi] netop er årsagen til de sociale problemer. Han er en demokrat i den forstand, at han ønsker 'frie valg' og respekt for loven (standse arrestationer og tortur), men heller ikke mere." Hæren og landets efterretningsvæsen vil næppe opgive deres dominerende position, "men vil El-Baradei acceptere dette?" spørger Amin.

For at tingene skal ændre sig, siger Amin, skal "arbejderklassen og bøndernes bevægelser" integreres i dagsordenen. Det bedste de kan håbe på ved nuværende tidspunkt er, at en kommende regering vil "øge ansættelsen i statssektoren, - men næppe mere."

Det er aldeles ikke nok, at befolkningen ansættes i statssektoren. Det er fint, hvis det betyder bedre velfærd, flere jobs, uddannelse og økonomisk stabilitet for middelklassen, men beskyttelse mod staten er mindst lige så vigtig. Der er behov for en stærk fagbevægelse i Egypten. Det er en forudsætning for at integrere den større befolkning i en kommende demokratisk proces.

Note:

Juan Cole

[1] Gilbert Achar, Noam Chomsky, Stephen Shalom (ed.): Perilous Power: The Middle East & U.S. Foreign Policy: Dialogues on Terror, Democracy, War, and Justice, Paradigm, 2007 (expanded edition) s. 27-28. For mere dybdegående baggrundsstof, se samme bog s. 39, 53-60, 133, 168, og Juan Cole: Engaging the Muslim World, Palgrave Macmillan, 2010, s. 7-41.

Egyptisk demokrati og uafhængighed

2011-02-04T14:00:00.009+01:00

Der hersker en tro blandt 'pragmatiske' kommentatorer, at et egyptisk demokrati kan lede til et islamisk regime i stil med det iranske styre. Men det skal man ikke frygte, skriver Mellemøstekspert og historieprofessor Juan Cole, på hans blog Informed Comment:

It cannot be assumed that the Muslim Brotherhood is the future face of Egypt, and there is no reason to think it has the popularity or levers of power that would allow it to make a coup. The Brothers are more likely to gain further influence (as they already have since 2006) via parliamentary elections. I cannot, of course, know whether there will be new parliamentary elections in Egypt soon, whether the Muslim Brotherhood will be allowed to run, or how well, exactly, they will do. They would likely be far more influential in a democratic Egypt than they have been under Mubarak, but I cannot see what would make them hegemonic. They would want liquor to be banned throughout the country, e.g. which would be very bad for tourism, and a lot of Egyptians depend on tourism. Of course, social groups sometimes do go in directions that irrationally harm their economic interests. But the Cassandras have no proof that Egyptians will take that path.

Cairo 2011 er ikke Tehran 1979, skriver Geneive Abdo i Foreign Policy:

Rather than reaching for false analogies between Iran of 1979 and Egypt today, Western leaders should accept the fact that any new Egyptian government is unlikely to support policies the United States has promoted for 30 years, regardless of whether the Muslim Brotherhood has a small or large share in a new government. The time has come for the West to acknowledge that Egyptian society opposes the country's 1979 peace agreement with Israel, resents the United States' close relationship with the Jewish state (a country most Egyptians loathe), and has been historically prepared to end the country's reliance on U.S. aid. In fact, Mubarak's image as a puppet of the United States has for years been a political liability.

Det kan ikke være islamisterne, der er problemet. Alliancer med Saudi-Arabien, Pakistan, Üzbekistan m.fl.er eksempler på alliancer med islamistiske og diktatoriske regimer. Demokrati er voldsomt modarbejdet, der hvor det måtte beskadige vestlige 'interesser', fx da Hamas vandt det palæstinensiske valg i 2006, som nogen mener, var Mellemøstens første og sidste genuint frie valg. Når Lene Espersen og regeringen gentager Obama-administrationens opfordring til en "velordnet transition" som officiel dansk politik, burde det rejse spørgsmålet - aht. til såvel Danmark som Egypten - om ikke det er uafhængighed, der truer mere handlekraftige staters interesser. Ligesom "stabilitet" er en "velordnet transition", noget der stammer fra imperialistiske leksikon. Chomsky skriver:

A common refrain among pundits is that fear of radical Islam requires (reluctant) opposition to democracy on pragmatic grounds. While not without some merit, the formulation is misleading. The general threat has always been independence. In the Arab world, the United States and its allies have regularly supported radical Islamists, sometimes to prevent the threat of secular nationalism.
A familiar example is Saudi Arabia, the ideological center of radical Islam (and of Islamic terror). Another in a long list is Zia ul-Haq, the most brutal of Pakistan’s dictators and President Reagan’s favorite, who carried out a program of radical Islamization (with Saudi funding).

Syrien og Yemen forbereder sig på "vredens dag"

2011-02-03T15:07:00.001+01:00

I Syrien og Yemen forbereder demonstranter sig på en "day of rage" og "day of anger." Det er et typisk navn på en demonstration/manifestation i den arabiske verden, som også de libanesiske tilhængere af Hariri for få uger siden benævnte deres demonstration mod den nye regering i Libanon.

Syrien:
I Syrien organiserer aktivister kampagner i Damascus på Facebook og Twitter. Inspirationen kommer fra Egypten og Tunesien, hvor demonstranterne kalder på gennemgribende politiske reformer.

The Independent skriver:

Syria's authoritarian president has resisted calls for political freedoms and jailed critics of his regime.
The main Syrian protest page on Facebook is urging people to protest in Damascus on February 4 and 5 for "a day of rage". It says the goal is to "end the state of emergency in Syria and end corruption".
[...]
Facebook is banned in Syria, which makes organising more difficult - even though many Syrians manage to access the social networking site anyway.
[Assad] has... moved slowly to lift Soviet-style economic restrictions, letting in foreign banks, throwing the doors open to imports and empowering the private sector.
But Mr Assad has not matched liberal economics with political reforms and critics of the regime are routinely locked up, drawing an outcry from international human rights groups.

Om denne "[neo]-liberale økonomiske politik" skriver Prof. Mark LeVine i et interview med den egyptiske journalist Hossam el-Hamalawy, at:

"It’s amazing to think about the crucial role of trade unions in the Arab world today considering more than two decades of neoliberal regimes across the region whose primary goal has been to destroy working class solidarity."

Den syriske præsidents egen reaktion er, at landet er immunt over for egen befolkning:

Yemen:
Oppositionspolitikere har også døbt dagen i dag for en "vredens dag." Dette er på trods af, at Yemens præsident for en uge siden lovede, at han ikke ville stille op til embedet. For en måneds tid siden erklærede han sig selv for "præsident på livstid."

Protesterne i Yemen har spredt sig tværs over landet, fordi forhandlinger mellem den siddende regering og oppositionen er nedbrudt.

Følgende er fra Los Angeles Times:

Yemen's Saleh, who has served as president of the Arab world's poorest nation since 1978, is among the most vulnerable Arab leaders.

His rule has been characterized by allegations of corruption, incompetence and nepotism. Yemen has one of the highest birthrates in the world and faces a critical water shortage. A secessionist movement has erupted in the south, an insurgency rages in the north, and Al Qaeda militants have taken root in the countryside.

Yemenis also complain of stagnant wages and high food prices. A wide coalition of relatively well-organized opposition groups that includes Islamists, trade unions and leftists has called for a "day of rage" Thursday against Saleh. On Tuesday, Saleh's government approved emergency financial handouts for 500,000 families and tuition exemptions for college students.

He has called for a "comprehensive national dialogue" with the opposition in an attempt to defuse rising anger against him.

But the opposition coalition has rejected the president's entreaties and urged supporters to participate in nationwide protests. "It's expected to be huge," said political reporter Harazi.

Det lader til, at den arabiske opstand vokser støt i Nordafrika:

The toppling of Tunisia's longtime leader Zine el Abidine ben Ali on Jan. 14 after weeks of protests and the Egyptian uprising that erupted 11 days later have inspired calls for change from North Africa to the Persian Gulf.

Protests against rising food prices and government repression have broken out daily in Sudan, with more demonstrations reportedly planned for Thursday. An activist told The Times that the opposition in the small Persian Gulf island nation of Bahrain was planning a Feb. 14 "day of rage" against the ruling royal family. And activists have called for anti-government protests in Syria on Saturday.

Algeria and Libya have canceled soccer matches in apparent fear that huge crowds of young men watching games could turn into anti-government rallies. On Tuesday, Jordan's King Abdullah II sacked his Cabinet in response to opposition protests against escalating prices and a lack of political freedom.

Jordans premierminister træder tilbage!

2011-02-01T15:17:00.003+01:00

Jeg tør ikke sige for meget, men følgende står der på Xinhua:

AMMAN, Feb. 1 (Xinhua) -- Jordanian Prime Minister Samir Rifai resigned on Tuesday following weeks of protests by Jordanians calling on the government to step down.
King Abdullah II of Jordan tasked Marouf Bakhit to form the new government, state-run petra news agency reported. Bakhit, a former prime minister, served also as Jordan's ambassador in Israel.

Og:

The demonstrators, who included trade unionists, political party members, military retirees and representative of the youth sector, slammed the government for "making the financial situation of citizens worse."
The demonstrators criticized the government's economic policies and called for genuine reforms.
The participants also called for the abolishment of the Wadi Araba peace treaty with Israel, saying that it was a "source of shame."
"It is time for change. Our problem is Rifai," chanted the demonstrators.

Ifølge CNN har kongen allerede udpeget en ny:

The king of Jordan dismissed his government Tuesday and appointed a new prime minister, a move which follows protests calling for political reform. [...] The government will "take practical steps, quick and concrete, to launch a process of genuine political reform, comprehensive development, and take genuine steps towards strengthening democracy," among other tasks, according to Al Bakhit's letter of instruction, which was also released.

Og Shadi Hamid citeres af Reuters:

“The regime in Jordan is under pressure,” said Shadi Hamid, director of research at the Brookings Doha Center. “They are trying to respond in some way. It’s just that their response is not matching the gravity of the situation.”
“I think we are looking potentially at a pan-Arab democratic movement or revolution,” he said.

Det er spændende (og omvæltende) tider...

Hvem er Omar Suleiman?

2011-01-31T15:54:00.001+01:00

Egyptens præsident Hosni Mubarak har udpeget sin første vicepræsident: efterretningschef Omar Suleiman.

Men hvem er han? Al-Jazeera har kaldt ham "særskilt" og "respekteret."

Psykoanalytikeren, Stephen Soldz, har imidlertid et mere dystert billede at fortælle om Suleimans lange karriere i tortur!

USA trækker ikke støtten til Mubarak (endnu)

2011-01-31T15:00:00.000+01:00

Hillary Clinton gør det klart på TV-interviews i søndags, at USA ikke vil kræve at præsident Hosni Mubarak trækker sig tilbage. Hun afviser også rygter om, at USA vil trække den økonomiske/militære støtte til Egypten.

Egyptens diktator skal i stedet lægge øre til oppositionsfigurernes "legitime begrædelser," gennem "administrerede forandringer" og "ordentlige overgange."

Ikke underligt, at Mohammed El-Baradei, der er den tidligere formand for FN's internationale atomenergiagentur, og nuværende frontfigur i den egyptiske opposition, udtaler, at USA "mister sin troværdighed dag for dag," når den fortsat støtter Mubarak.

Af selvsamme årsag opfordrer eks-embedsmænd Obama til at suspendere støtten til Egypten.

Tøger Seidenfaden: Den elementære norm

2011-01-31T14:14:00.002+01:00

Jeg skal være helt ærlig fra afsæt og sige, at jeg ikke er synderlig bekendt med Seidenfadens skriverier. Jeg har aldrig læst hans bøger. Jeg har selvfølgelig, som så mange andre, læst ham i avisen, set ham på TV og hørt ham til offentlige arrangementer. Jeg har været enige på nogle punkter, og måske er det unødvendigt at sige, at jeg har været uenig på andre. Han var en vigtig stemme, og som mange påpeger, er han muligvis uerstattelig. Jeg fik tilsendt flg. afskrift fra en tale Seidenfaden gav til et arrangement i 2007, der var organiseret af den ultra-højreorienterede tosse-anstalt, Trykkefrihedsselskabet:

Vi er samlet i dag for at markere vores tilslutning til en helt elementær norm. Normen siger, at den part, der i en diskussion griber til vold og trusler om vold, har tabt diskussionen og afsløret sin intellektuelle og menneskelige afmagt. Uanset hvor meget magt den pågældende råder over, er der tale om en moralsk taber. En person eller organisation, der truer med vold i anledning af andre menneskers fredelige adfærd eller udtalelser har sat sig uden for samfundets fællesskab. I et land som vores er det en sag for politiet. Det samme gælder udefrakommende trusler, og her kan vi heldigvis regne med støtte fra verdens mægtigste lande og demokratiske alliancer.

I den svenske hundetegningssag er det som bekendt terrornetværket Al Qaida og andre fanatikere, det drejer sig om. Fordi normen er så elementær, er der ikke så meget andet at sige om den. Beskyttelsen af Lars Vilks er en sag for politiet, for det svenske politi, og jeg har ikke hørt en eneste stemme i den svenske eller danske debat, som ikke støtter politiet, ja tager dets indsats for givet i den forbindelse.

Når jeg er mødt op her i dag, er det derfor ikke kun for at markere min støtte til denne elementære norm. Den er som sagt så selvfølgelig, at den knap nok er et møde i Dansk Forfatterforenings lokaler værd. Det er lige så meget for at sige lidt om de mennesker, der bruger og misbruger den selvfølgelige støtte til denne norm til at lufte deres dybt problematiske, ja i nogle tilfælde direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam. Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

Voltaire er mange gange blevet citeret for bemærkningen om, at Deres synspunkt er afskyeligt, min herre, men jeg vil dø for Deres ret til at indtage det. Også jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beskytte et menneske, der er i livsfare på grund af sine synspunkter. Men da den beskyttelse som sagt er en selvfølge både i Sverige og Danmark, vil jeg i stedet dvæle lidt ved afskyeligheden i de synspunkter, der optræder i denne debat.

Det er ikke Lars Vilks, jeg tænker på. Mit indtryk er, at han ønskede at provokere i forhold til den svenske kunstinstitution, og selv om det at gøre Muhammed til en hund, svarende til at gøre Jesus til et svin eller i et moderne samfund til pædofil eller lignede, utvivlsomt virker afskyeligt på de fleste muslimer, er det ikke noget, der kan vække nogen stærk følelse af afskyelighed i mig. Nej, med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arangementet i aften, en forening der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet.

Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som f.eks. i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller »formerer sig«, som de skriver, for med magt at overtage Europa indefra. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde koranen med menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer for at markere sin ekstreme foragt på vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme.

Lars Hedegaard kunne for et par år siden ikke blive medlem af PEN, fordi medlemmer af den forening betragtede mange af hans udsagn som hate speech. Og nu står han og hans hyperaggressive Trykkefrihedsselskab, der i realiteten er et sammenrand af intolerante muslimhadere, som arrangør af et fint møde her i Forfatterforeningen. Ak ja, sådan kan skidt komme til ære.

Jeg støtter som sagt ubetinget, at ikke bare Lars Vilks, men også Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Kåre Bluitgen beskyttes, når de udsættes for trusler om vold. Men ytringsfriheden eksisterer jo for at blive brugt, og disse trusler må ikke ophøje deres synspunkter til værdifulde, lødige eller bare antagelige synspunkter. I aften har jeg derfor fundet det relevant til at bruge min ytringsfrihed til at markere, hvordan de pågældende nasser på en elementær norm og bruger den til at promovere deres gennemført usympatiske og problematiske dagsorden i den offentlige debat.

Jeg har aftalt med arrangørerne, at jeg forlader mødet allerede her efter mit indlæg. Det skyldes ikke kun, at jeg skal noget andet, men det skyldes også, at der er nogle stykker i denne talerække, som kun ydre trusler kan gøre mig solidarisk med. Nogen respekt for deres ærinde i øvrigt har jeg ikke. Undskyld til jer andre, der er kommet her i en god mening og tak for opmærksomheden.

Interview i Ræson om Mellemøsten

2011-01-30T03:07:00.000+01:00

Del

Læs artiklen her (gratis):

“Der er ingen tvivl om, at det vil svække regimet [hvis USA trækker støtten til Mubarak], men om det betyder, at regimet vil falde, er usikkert. Iran er ikke støttet af USA, men det er stadig i stand til at holde befolkningen nede med sparsommelige midler”. Sådan lyder vurderingen fra den danske aktivist og skribent Poyâ Pâkzâd, i et interview med RÆSON. Pâkzâd understreger, at demonstrationerne i Egypten nok er inspireret af udviklingen i Tunesien, men er fremkommet efter et par års “genopblussen af både nye og gamle demokratiske bevægelser” i landet: “Som udgangspunkt var det unge internet-aktivister, der inviterede gennem Facebook, men det udviklede sig hurtigt til andre sektorer. Senest har det Muslimske Broderskab, der i begyndelsen var afholdende, tilmeldt sig demonstrationerne. Det kan meget vel betyde regimets endeligt.”

Palæstina-lækket: en døende fredsproces

2011-01-24T02:12:00.009+01:00

Del

(Obs! se video-update i bunden af indlægget)

Med sine nuværende 1600 dokumenter er 'the Palestine Papers' den største lækage af fortrolige dokumenter om "fredsprocessen" i konflikten mellem Israel og Palæstina.

The Guardian's medredaktør Seamus Milne og Mellemøstkorrespondent Ian Black vil over de næste par uger formidle dokumenterne videre i den britiske avis - suppleret med WikiLeaks-dokumenter fra det amerikanske konsulat i Jerusalem. Det samme vil Al-Jazeera, der også er det nyhedsbureau, der først har fået udleveret dokumenterne.

Lækket består af en fortrolig cache på 1600 dokumenter, der er:

...udarbejdet af den Palæstinensiske Myndigheds embedsmænd, og jurister, som arbejder for den britisk-finansierede PLO-forhandlingsgruppe, og indeholder omfattende, ordrette afskrifter af private møder - som er uafhængigt bekræftet af the Guardian og underbygget af tidligere deltagere i forhandlingerne, samt diplomatiske og efterretningskilder. /oversat til dansk

Lækket viser:

...at palæstinensiske forhandlere hemmeligt aftalte [med Israel] at acceptere Israels annektering af alle bosættelser, undtagen en af bosættelserne, der er bygget ulovligt i det besatte Østjerusalem [red. det er en dårlig formulering, da det faktisk er samtlige bosættelser, der er ulovlige under international lov]. Dette hidtil uhørte forslag var én ud af en række af [territotiale] indrømmelser, som vil forårsage chokbølger blandt palæstinenserne og i den øvrige arabiske verden.

Condoleeza Rice (t.v.) og Saeb Erekat (t.h.)

I et af dokumenterne siger den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat - der i øvrigt afviser dokumenternes indhold som "løgne" - at "dette er første gang i den palæstinensisk-israelske historie, at en sådan [indrømmelse] er blevet tilbudt officielt." Det er "det største Yerushalayim [Jerusalem] i jødisk historie" (S. Erekat).

Milne og Black skriver:

Most controversially, they also proposed a joint committee to take over the Haram al-Sharif/Temple Mount holy sites in Jerusalem’s Old City – the neuralgic issue that helped sink the Camp David talks in 2000 after Yasser Arafat refused to concede sovereignty around the Dome of the Rock and al-Aqsa mosques.

Tzipi Livni (t.v.) og Shimon Peres (t.h.)

Tilbuddet blev afvist af Israel, fordi det ikke omfattede Ma'ale Adumim, Har Homa, Ariel og flere andre bosættelser, der går dybere ind i Vestbredden. "Vi kan ikke lide dette forslag, fordi den ikke opfylder vores krav," sagde daværende udenrigsminister, Tzipi Livni.

De ekstrajuridiske - dvs. ulovlige - israelske krav er blevet beskrevet af Fathi El-Abed i Jyllandsposten i en artikel ved navn "Israel og Bosættelserne":

Det andet aspekt [red. ud af to aspekter i Israels bosættelsesprojekt; hvoraf det første er det 3000 år gamle romantiske nationalreligiøse aspekt] er ”kun” 90 år gammelt.

Helt nøjagtigt fra april 1920 da San Remo-konferencen blev holdt i den italienske kystby San Remo. Det var der, deltagerne godkendte blandt andet beslutningerne fra Sykes-Picot-aftalen fra 1916 - hvor de allierede sejrherrer fra Første Verdenskrig hemmeligt aftalte at dele de tidligere tyrkiske områder i Mellemøsten mellem sig. Frankrig skulle kolonisere Syrien, herunder det nuværende Libanon. Storbritannien fik foræret Irak og Palæstina. Det blev samtidig bestemt, at disse lande senere skulle overgå til fuld selvstændighed. Det fik Syrien, Irak og Libanon. Men Palæstina var der lagt andre planer for.

Konferencens beslutninger blev den 24. juli 1922 godkendt af Folkeforbundet og straks ført ud i livet. [red. Læs fx Victor Kattans bog om konfliktens juridiske historie fra 1891-1949]

San Remo-konferencen er sådan set skelsættende for den zionistiske bevægelse, eftersom selv de mest moderate zionister den dag i dag mener, at konferencens beslutninger og den senere godkendelse i Folkeforbundet danner det REELLE grundlag for dannelsen af det Israel, vi kender i dag, på bekostning af palæstinenserne. [red. Der er naturligvis intet juridisk hold i denne ønsketænkning, som det fremgår entydigt af Verdensrettens bedømmelse i 2004 (.pdf) , der anser "Gaza, Vestbredden og Østjerusalem," som "besat palæstinensisk territorie"]

Spørger man ind til det, så vil de samme zionister sige, at FN's delingsplan for Palæstina den 29. november 1947 i virkeligheden var ulovlig og uretfærdig i kraft af, at den kun gav den zionistiske bevægelse halvdelen af Palæstina. San Remo-konferencens anbefalinger talte om hele Palæstina og langt ind i det nuværende Jordan. Men også Golanhøjderne, som Israel har holdt besat siden krigen i 1967 og siden har annekteret.

[...]

Det er i den forbindelse ikke underligt, at de zionistiske banemænd kaldte San Remo-konferencens beslutninger for ”Jews Magna Carta”. Altså jødernes frihedsbrev/dokument. Derfor anses San Remo-aftalen som det egentlige juridiske dokument for etableringen af staten Israel og hermed legaliseringen af fortsat besættelse af Vestbredden og Golanhøjderne som zionister - som f.eks. Søren Espersen (DF) - på ingen måde mener er besættelse. Blot at gøre krav på deres rettigheder givet til dem af en flok kolonister og trosfæller for over 90 år siden på den Italienske Riviera.

Om bosættelsernes status skriver Milne og Black:

All settlements built on territory occupied by Israel in the 1967 war are illegal under international law, but the Jerusalem homes are routinely described, and perceived, by Israel as municipal “neighbourhoods”. Israeli governments have consistently sought to annex the largest settlements as part of a peace deal – and came close to doing so at Camp David.

Foruden ovenstående afsløringer indeholder lækket efter sigende følgende beretninger:

• The scale of confidential concessions offered by Palestinian negotiators, including on the highly sensitive issue of the right of return of Palestinian refugees.

• How Israeli leaders privately asked for some Arab citizens to be transferred to a new Palestinian state.

• The intimate level of covert co-operation between Israeli security forces and the Palestinian Authority. [red. no secret!]

• The central role of British intelligence in drawing up a secret plan to crush Hamas in the Palestinian territories.

• How Palestinian Authority (PA) leaders were privately tipped off about Israel’s 2008-9 war in Gaza.

Afsløringerne kommer på et tidspunkt, hvor Israels nye massive ekspansion med 1400 bosættelser i Østjerusalem stilles til genstand for en afstemning i FN's Sikkerhedsråd.

UPDATE:

En paneldiskussion på al-Jazeera om the Palestine Papers med Shlomo Ben Ami (tidligere israelske udenrigsminister minister9, Daud Abdullah (direktør for Middle East Monitor UK) og Ali Abunimah (medstifter af Electronic Intifada)

Part 1

Part 2

Vil USA nedlægge veto i resolution mod israelske bosættelser?

2011-01-20T15:45:00.010+01:00

Del

En ny resolution fra Sikkerhedsrådet, kritiserer Israel for dets massive udvidelse af bosættelser på besat palæstinensisk jord (defineret af verdensretten som "Gaza, Vestbredden og Østjerusalem")

Selvom resolutionen ikke er blevet præsenteret eller vedtaget endnu, har en stribe lande vedkendt, at de vil støtte den. Senest Rusland. Der er i dag langt over hundrede stater i statssystemet, der har vedkendt den palæstinensiske ret til en stat inden for 1967-grænserne. Det er efter den logik, at det er Sikkerhedsrådet, der har ansvaret for at løse konsekvenserne af Seksdageskrigen (besættelsen), hvis parterne ikke er i stand til det. Sikkerhedsrådet har siden Resolution 242 fra 1967, "understrege[t] forbuddet mod erhvervelsen af territorium gennem krig."

Hope?

Både Obama administrationen og State Department har - tro mod den årelange amerikanske afvisningspolitik - advaret Den Palæstinensiske Myndighed samt De Forenede Nationer mod at vedtage resolutionen. Israel nøjes med at håne palæstinensernes forsøg på at genstarte den proces, der ultimativt skal lede til uafhængighed i en suveræn palæstinensisk stat.

USA har længe - i komplet international isolation - nedlagt veto mod Israel-kritiske resolutioner i Sikkerhedsrådet. Frygten for at et nyt veto "will have a defining effect on our standing as a broker in Middle East peace," har ledt en stribe fremtrædende amerikanske diplomater, eks-politikere, journalister og redaktører til at presse præsident Barack Obama i et åbent brev om ikke at nedlægge veto mod den foreslåede resolution, der efter sigende er formuleret ordret efter Obama-administrationens egne retoriske udmeldinger om bosættelserne.

Brevet konkluderer:

"America’s credibility in a crucial region of the world is on the line – a region in which hundreds of thousands of our troops are deployed and where we face the greatest threats and challenges to our security. This vote is an American national security interest vote par excellence. We urge you to do the right thing"

Der er ingen tegn på, at Obama er parat til at overveje brevets (og resolutionens) kerneindhold, endsige fremme det.

Vestbredden

Indtil videre har det mest presserende element i Obama-administrationens politik vis-a-vis israelerne været opfordringen til ”fastfrysning af bosættelser.” Men Israels bosættelsespolitik i de besatte områder siden Oslo-aftalen i start-90erne medført en fordobling af bosætterbefolkningen fra 280.000 til knap en halv million i dag.

Bosættelserne optager næsten halvdelen af arealet på Vestbredden og er aldrig stoppet med at vokse i størrelse og antal.

Hvis Obama var alvorligt imod udvidelsen af bosættelser, kunne han nemt gøre konkrete foranstaltninger, for eksempel ved at reducere USA's økonomiske støtte, der afsættes til dette formål. Det ville næppe være en radikal eller et modigt træk.

Bush Sr. administrationen handlede i sin tid hinsides overflødig retorik, da den gjorde indsigelse mod de ”ulovlige bosættelser” ved at true med at lukke for den økonomiske hane.

I skarp konstrast anfører Obama administrationens embedsmænd ifølge NYTimes, at sådanne foranstaltninger "ikke er til debat", og at eventuelt pres vil være "symbolsk."

Los Angeles Times rapporterer, at "amerikanske embedsmænd” privat har sagt, ”at de aldrig havde forventet at vinde en samlet fastfrysning og bemærkede, at Mitchell havde undgået, at udtale dette som et mål."

Læseværdig analyse om Danmark og krigene

2011-01-20T14:37:00.000+01:00

Del

På Medieoplysning.dk gennemgår skribent og medieanalytiker Uffe Kaels Auring den danske mediebehandling af krigspolitikken.

1. del

2. del

3. del

Barak og Netanyahu: Iran skal angribes!

2011-01-18T12:12:00.000+01:00

Del

Fællesnævneren mellem forsvarsminister Barak og premierminister Netanyahu, er ifølge Ha'aretz, ønsket om at angribe Iran militært.

"Ehud Barak og Benjamin Netanyahu deler ét verdenssyn. Begge nyder at ryge cigarer og at læse biografier af Winston Churchill. Begge ser Israel som en vestlig bastion i hjertet af en fjendtlig muslimsk verden. Begge har ikke tillid til araberne og mener, at der "ikke [findes] en partner" på den palæstinensiske side. Og begge mener, at det iranske atomprogram er en stor trussel mod Israel og støtter en militær operation imod det." - Aluf Benn, Ha'aretz /oversat til dansk

Barak, der i 2010 (uden opbakning i sit parti) forsøgte at orkestrere et angreb på Iran, har netop forladt Labour-partiet for at starte et nyt "midtersøgende, zionistisk" parti kaldet Atzmaut (uafhængighed). Denne forvandling eliminerer enhver forestilling om, at den nuværende regering består af en 'bred koalition.' Nu er den for alvor højredrejet, hvis man måtte have været tvivl tidligere.

Denne udvikling har potentielt fjernet to politiske forhindringer i Israel for et angreb på Iran: (1) udskiftningen af stabschef Gabi Ashkenazi med Yoav Galant og (2) Eliminering af de elementer i Labour, som modstod et angreb på Iran:

Den aktivistiske linje mod Iran forener Barak og Netanyahu og giver deres fælles plads i landets ledelse mening. Suppleret med den kommende stabschef, Yoav Galant, der betragtes som en tilhænger af deres position, vil statsministeren og forsvarsministeren søge at forpurre det iranske atomprogram i deres resterende tid i embedet. Deres forsøg på at losse de Labor-ministre, der var imod Barak, har [sikret] Baraks plads som forsvarsminister. Bekymringerne for, at Barak kan blive tvunget til at træde tilbage i april på grund af Labor's interne kampe er blevet ophævet. - Aluf Benn, Ha'aretz /oversat til dansk

Jeg krydser fingre for, at dette dårskab aldrig ser dagens lys.

Nye israelske bosættelser... (igen)

2011-01-17T12:16:00.002+01:00

Del

Hvis det ikke allerede var latterligt indlysende, så må det være det nu! Israelsk bosættelsespolitik er intet nyt. Hele verden må efterhånden vide, hvorfor det fortsætter. Israel er ikke interesseret i en to-statsløsning, der tager udgangspunkt i 1967-grænsen med "mindre og gensidige justeringer." Senest har Israel for blot en uge siden demoleret et historisk hotel i Østjerusalem for at gøre plads til nye bosættelser. I dag har den annonceret 1400 nye enheder.

Israel bestemmer unilateralt, hvor dennes grænser skal gå gennem dets bosættelsespolitik, fordi det er noget, den kan, så længe USA blokerer internationale bestræbelser på at håndhæve loven. Samtidig håner Israel den palæstinensiske indsats for at sikre international anerkendelse af deres uafhængighed, og insisterer på, at kun 'direkte forhandlinger' kan sikre fred. Men Israel vil ikke forhandle - den søger utvetydigt palæstinensisk underkastelse. Man kan ikke forhandle en bid af Pizzaen, når en den ene part hastigt æder det hele!

Den tidligere administrerende direktør for det Amerikanske Jødiske Kongres (1978-94) og tidligere Senior Fellow ved Council of Foreign Relations, Professor Henry Siegman, citerer i 2007 følgende rationale bag bosættelsespolitikken, som den har hersket siden 1967:

Just one year after the 1967 war, Moshe Dayan, a former IDF chief of staff who at the time was minister of defence, described his plan for the future as ‘the current reality in the territories’. ‘The plan,’ he said, ‘is being implemented in actual fact. What exists today must remain as a permanent arrangement in the West Bank.’ Ten years later, at a conference in Tel Aviv, Dayan said: ‘The question is not “What is the solution?” but “How do we live without a solution?”’

Det er ikke en hemmelighed, at Israel forhaler en politisk løsning, så den kan annektere det levedygtige, vandholdige og ønskværdige territorium på Vestbredden. Det er en historisk kendsgerning, og det er næsten så trivielt, at jeg føler, at jeg fornærmer læserens intelligens, når jeg gentager det.

Ariel Sharon:

To ensure that we keep in our hands the vital strategic terrain and prevent any future possibility that it would fall into someone else's hands... From our historical experience we knew that only settlements could secure a claim to land - [Zeev Maoz, Defending the Holy Land: A Critical Analysis of Israel's Security & Foreign Policy, The University of Michigan Press (Ann Arbour, 2009) s.179]

"Krisen i Libanon" og faren for krig

2011-01-14T13:00:00.003+01:00

Del

Krisen
Den tolvte januar skriver Lasse Ellegaard en artikel ved navn "Libanons krise," som kort opsummerer kompleksiteten i Libanons regionale og interne affærer. Kompleksiteten består til dels i, at libanesisk politik "ikke kun et libanesisk anliggende," som "bl.a. illustreres ved, at opklaringen af mordet på sunnilederen Rafik Hariri er overladt til FN, hvis særlige Hariri-tribunal ventes at tiltale det shi’itiske parti, Hizbollah, for meddelagtighed."

"Problemet er," skriver Ellegaard, at "Hizbollah, der med en so-fistikeret milits nyder støtte i halvdelen af befolkningen, er Libanons stærkeste politiske kraft." Libanon kan ikke med sit konfessionelle politiske system regere udenom Hizbollah, og "Hizbollah kan ikke regere alene uden risiko for, at Israel for sjette gang [vil] angribe Libanon."

Selvom Libanons 17 sekter foretrækker en intern 'arabisk løsning,' er det langt fra sikkert, at det kan gå sådan for sig. Den regionale strid mellem Israel og Iran, samt USA, der længe har ført en dominans-orienteret politik i Levanten, vil med sandsynlighed spille en formende rolle. Det har den allerede. Ellegaard skriver, at "det tirsdag aften stod klart, at det kompromis, Syrien og Saudi-Arabien havde strikket sammen, blev vetoet af USA." Efter sigende skulle kompromiset se sådan ud:

"Saad Hariri skulle afvise FN-tribunalet formelt som ’politisk inficeret’ og trække de libanesiske tribunalmedlemmer hjem samt lukke for tilskud til tribunalets drift. På den måde ville Hizbollah komme ’af krogen’, også selv om FN ender med at tiltale partiets medlemmer – en sådan tiltale ville kunne afvises med, at et samlet Libanon tog afstand fra den."

Kompromisets sammenbrud fik elleve ministre til at trække sig tilbage fra det libanesiske kabinet i denne uge, som til gengæld har ledt til regeringskollaps. Nadim Shehadi skriver i Chatham House:

The Lebanese system has a history of compromise, power sharing and consensus building between various political and religious groups. The current crisis will be a major test and will stretch the system to its limits, with concern to avoid violent and tragic results. The Tribunal was established to end impunity for murderers, but politically Lebanon is divided between those who perceive the STL as a measure of international protection and those who see it as a hostile intervention tied to a political agenda and in support of one side over another and with a regional dimension directed against Iran and Syria.

In the meantime, the resignation is no big deal. The government had been paralyzed for at least three months over the same issue. It may be that a governmental crisis is better than a government in crisis.

Storkrig?
Frygten for at det libanesiske dødvande kan lede til krig i Mellemøsten, har præget en stor del af analysen. Historisk set er det heller ikke så tosset en bekymring, selvom det måske ikke er noget, der vil ske lige foreløbig.

Der har siden det israelske angreb på Sydlibanon mod Hizbollah i 2006 hersket en uro lige under overfladen, og begge sider har gjort sig klar til en konfrontation, hvis den måtte opstå.

Ifølge en afsløring fra WikiLeaks-kablerne gør Israel klar til en større angrebskrig for at udrydde Hizbollah. Siden 2006 har USA brugt mere end $ 600 millioner på det libanesiske militær og 500 millioner i bistand til den siddende regering for at svække Hizbollah - og i forlængelse heraf Iran.

Det er ikke urimeligt at antage, at de interne spændinger i Libanon i forbindelse med den FN-støttede tribunal, kan give den siddende israelske regering et påskud for en ny krig mod Hizbollah, som israelske embedsmænd har lovet siden 2006.

Der er i høj grad grund til at tage sabelraslen seriøst, som den tidligere ambassadør Daniel C. Kurtzer gør i Council of Foreign Relations, hvor han advarer om en "Tredje Libanon-Krig" initieret af Israel. Så farlig kan situationen potentielt blive, at The International Crisis Group advarer, at en ny krig mod Hizbollah i værste fald bortset fra at involvere USA og England også vil involvere Syrien og Iran, da "Involvement by one in the event of attack against another no longer can be dismissed as idle speculation."

En rapport fra Oxford Research Group advarer tilsvarende, at en krig med Iran vil føre til en "lang krig i Mellemøsten" og medføre en iransk tilbagetrækkelse fra ikke-spredningstraktaten.

Obama-administrationen har placeret "Bunker Busters" på "Camp Justice" - den næststørste bombe efter atombomben - utvetydigt designet til at destruere Irans berigelsesfaciliteter. Obama-administrationen “forbeholder sig retten til at bruge atomvåben mod Iran,” i dens nye Nuclear Posture Review fra april, angiveligvis for at afskrække en iransk reaktion på et israelsk angreb på berigelsesfaciliteterne. Det er muligvis i dette henseende, at USA har sendt tre atomubåde armeret med atomsprænghoveder til den amerikanske base i Diego Garcia, hvorfra Irak og Afghanistan blev angrebet i hhv. 2001 og 2003.

Dertil har Israel placeret mindst en ud af tre tyske atomubåde “udstyret med de mest avancerede atomsprænghoveder i det israelske arsenal” “i Golfen nær den iranske kyst.”

Hvis en krig bryder ud, så er der ingen, der kan forudsige konsekvenserne, men det ser ikke lyst ud for nogen af de involverede parter.

HISTORIE:

Den Nationale Libanesiske Bevægelse (LNM) - ofte beskrevet som "den muslimske side" under borgerkrigen - var sammensat af sunnimuslimer, drusere og sekulære venstreorienterede og nationalistiske grupperinger under Kamal Jumblatt's lederskab.

LMN's opfordring til en grundlovsreform og et mere repræsentativt politisk system i Libanon blev hemmeligt modarbejdet af USA gennem dets støtte til Phalangist-militsen fra den ultra-højreorienterede sektor i Libanons kristne maronitiske samfund. Et "mere repræsentativt politisk system" er en eufemisme for 'mindre amerikansk og israelsk indflydelse i Libanesisk politik.'

PLO og dets styrker, som allerede var blevet tvunget i eksil til de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, valgte at kæmpe på samme side som LMN under borgerkrigen, da et phalangistisk angreb på en bus myrdede dusinvis palæstinensiske flygtninge. Det var indtil Syrien - med grønt lys fra det Hvide Hus - invaderede Libanon i 1976 og standsede den ellers forestående sejr. Krigen varede 15 år.

Som reaktion på terrorangreb begået af palæstinensiske grupper fra Libanon, engagerede Israel sig i hyppige luftangreb mod militære og i overvældende grad civile mål i Libanon. USA gav sin fulde støtte til de israelske bombardementer af Libanon, selv om hvert angreb resulterede i høje menneskelige og økonomiske konsekvenser.

Da Israel invaderede Libanon i 1978 - i en gengældelses-aktion for et terrorangreb i det nordlige Tel Aviv, der efterlod tolv dræbte og flere sårede - bad et enstemmigt Sikkerhedsråd Israel om at indstille al vold og trække sig ud af Libanon.

Faktisk truede USA med at standse støtten til Israel, hvis det ikke trak sine styrker tilbage (skriver Carter i hans bog "Peace not Apartheid"). Det førte til en ufuldstændig israelsk tilbagetrækning, til det som er kendt som "the security zone." Denne zone befinder sig i det sydlige Libanon nord for den israelske grænse.

Hele ni Sikkerhedsrådsresolutioner, som gentog kravet om en komplet og øjeblikkelig israelsk tilbagetrækning blev blokeret af USA.

Fra 1978 til juni 1981 bombede og beskød Israel og den "sydlibanesiske hær" (SLA) - en højreorienteret libanesisk milits, der blev finansieret og trænet af USA og Israel - de palæstinensiske styrker, flygtningelejre og civile områder i det sydlige Libanon, mens palæstinensiske guerillaer beskød det nordlige Israel.

Israels langt overlegne militære påførte meget mere skade på Libanon end palæstinensiske guerillaer var i stand til at gøre mod Israel. Efter et særligt dødbringende bombeangreb i juni 1981 af et tæt befolket kvarter i Beirut - der kostede hundredvis af civile liv - mæglede USA en våbenhvile mellem parterne.

Ifølge flere agenturer og israelske historikere var de palæstinensiske styrker omhyggelige med at opretholde våbenhvilen. Det var den mest stille periode på grænsen i årevis (Benny Morris).

I 1982 iværksatte Israel en storstilet invasion af Libanon. Det sydlige Libanon blev besat og hovedstaden belejret. USA nedlagde veto mod en stribe Sikkerhedsrådsresolutioner, der enten opfordrede alle parter til at indstille fjendtlighederne eller en øjeblikkelig israelsk tilbagetrækning. I løbet af de næste tre måneder blev ca. 16-20,000 palæstinensere og libanesere blev dræbt, langt overvejende civile.

I september 1982 sponsorerede USA en aftale mellem parterne, hvor PLO ville evakuere Beirut til gengæld for en israelsk tilbagetrækning fra Beirut.

Aftalen indebar udsendelsen af en "amerikansk fredsstyrke" for at beskytte de palæstinensiske flygtninge fra Phalangist-militsen, som havde begået en stribe massakrer i flygtningelejrene i de foregående år. Den fredsbevarende styrke blev næsten ophævet, så snart den var ankommet, lige som det libanesiske parlament udpegede den phalangistiske militsleder Bashir Gemayel som præsident.

Kun få dage senere blev præsidenten dræbt i et bombeattentat. Gerningsmændene er fortsat ukendt. Ikke desto mindre anvendte Israel attentatet som et påskud for at belejre hovedstaden igen.

På dette tidspunkt blev Phalangist-militsen sendt til to flygtningelejre i det sydlige Libanon ved navn Sabra og Shatila. Blodtørstige og rasende over drabet på præsident Bashir massakrerede den phalangistiske milits tusindvis palæstinensiske flygtninge. Israelske styrker overvågede massakren og gjorde intet for at stoppe det. Som dagen blev til nat, tændte de nødblus, så grusomhederne kunne fortsætte uforstyrret.

Som et resultat blev franske, italienske og amerikanske tropper sendt ind i Libanon og Israel trak sig lige syd for Beirut.

Den ultra-højreorienterede politiske leder af Phalangist-partiet, Amin Gemayel, bror til den tidligere præsident, overtog magten i Libanon. Da han omgående blev mødt af en storstilet folkelig opstand, intervenerede den "fredsbevarende" amerikanske styrke på hans vegne. Det resulterede i et sammenstød mellem amerikanske tropper og anti-regeringsstyrker i Beirut og de syriske styrker i Bekaa-dalen. Amerikanske luftangreb og angreb fra havet resulterede i betydelige civile tab. PLO blev tvangsevakueret og LNM blev afvæbnet og udryddet.

Guerilla-krigen tog en ny drejning, da islamistiske grupperinger fortsatte kampen gennem en terrorkampagne mod de stationerede amerikanske tropper. En række amerikanere - heriblandt fremtrædende diplomater - blev kidnappet og holdt som gidsler i årevis. En række dødbringende terroraktioner rettet mod amerikanske ambassader og militære baser i Libanon resulterede i en tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Libanon.

Hizbollah: Hizbollah-bevægelsen blev født på et tidspunkt, hvor den overvejende shiamuslimske sydlige del af Libanon var under angreb og besættelse af Israel, da de selvsamme shiamuslimer væbnet af det spirende iranske regime gik forrest i kampen mod besættelsen.De sekulære og venstreorienterede militser blev afvæbnet, men de religiøse/konfessionelle militser var blevet undtaget. Den anti-amerikanske islamiske bevægelse i Libanon er opstået som følge af dette kaos og politiske vakuum. Hizbollah-bevægelsen eksisterede ikke i 1978, men de shia-muslimske militser der bekæmpede Israel i Sydlibanon, konsoliderede sig hos radikale elementer hos den komunalistiske Amal-bevægelse efter 1982. I 1985 opstod gruppen Hizbollah officielt gennem udstedelsen af dets ideologiske charter.

Libanesiske modstandsgrupper havde i 1985 succesfuldt bekæmpet Israel ud af det centrale Libanon tilbage til Sydlibanon, hvor Israel nu kæmpede en fortsat guerilla-krig mod Hizbollah. Rationalet bag den fortsatte amerikansk-israelske besættelse af Sydlibanon var udryddelsen af Hizbollah.

Belejringen medførte gentagende sammenstød mellem israelske tropper og Hizbollah og hyppige angreb på civil infrastruktur, hvorfra man påstod, at Hizbollah opererede.

Mål og formål: I 1987 udgav den ledende forsker på området en bog ved navn Dilemmas of Security. Forfatteren er den anerkendte isralske politolog og strategianalytiker Avner Yaniv. Den bagvedliggende tese i Yaniv's behandling af angrebet på Libanon i 1982 er, at Israel stod over for et "sikkerhedsdilemma", som kun kunne løses med militære magtmidler.

Norman Finkelstein opsummerer Yaniv's "sikkerheds-dilemma" vis-a-vis PLO og palæstinenserne:
In August 1981, Crown Prince Fahd of Saudia Arabia unveiled and in September the Arab League approved a peace plan calling for "Israeli evacuation of all Arab territories seized during the 1967 Middle East war," "Setting up a Palestinian state with East Jerusalem as its capital," and "Affirming the right of all countries of the region to live in peace."(46) Israel reacted by stepping up preparations to detroy the PLO, which was headquartered in Lebanon.(47) Analyzing the buildup to the Lebanon invasion, Israeli political scientist Avnery Yaniv reports that Arafat and the PLO mainstream were "visibly engaged in a process of reorientation leading to a far more compromising approach toward the Zionist state than previously." But "all Israeli cabinets since 1967" as well as "leading mainstream doves" adamantly opposed the establishment of a Palestinian state. Coming under international pressure, Israel machinated to eliminate any Palestinian partner for a two-state settlement, "weakening PLO moderates and strengthening their radical rivals." It periodically conducted "punitive military action deliberately out of proportion" and "raids [that] harmed Palestinian and Lebanese civilians," thereby "ensuring [the PLO's] inflexibility." Ultimately however, Israel had only two options: "a political move leading to a historic compromise with the PLO, or preemptive military action against it." To fend off the PLO's "peace offensive" - Yaniv's telling phrase - Israel decided on military action invading Lebanon. "Destroying the PLO as a political force capable of claiming a Palestinian state on the West Bank," Yaniv concludes, was "the raison d'être of the entire operation"(48) [1]
Yaniv's tese er også en erkendelse af, at det israelske angreb var en undgåelig aggression. Den amerikansk-mæglede våbenhvile blev håndhævet af PLO på trods af gentagende israelske overtrædelser. "PLO gjorde stor umage for ikke at krænke våbenhvilen," skriver den israelske historiker Benny Morris, og grænsen mellem Israel og Libanon nød "en hidtil uset ro siden 1968."[2] Det er nu ikke helt korrekt, da FN's generalsekretær mellem juni og december 1981 rapporterede 1235 krænkelser af libanesisk luftrum og 431 krænkelser af det libanesiske territorialfarvand - det tyder på, at overtrædelserne fortsatte mellem december 1981 op til maj 1982 [3].

Det bredere "sikkerhedsdillemma" beskrevet i Yaniv's bog omhandler også i vid udstrækning konflikten med Syrien, som Finkelstein undlader at kommentere direkte på i hans monolog om "fredsprocessen." For en bredere diskussion af "sikkerhedsdilemmaet" kan vi vende til den israelske politolog og militærhistoriker Zeev Maoz. I hans kæmpeværk Defending the Holy Land, udfordrer han Yaniv's tese.

PLO havde opbygget en konventionel mini-hær i Sydlibanon og Syrien havde i strid med "the 1976 understanding" mellem Israel og Syrien placeret missiler i Libanon, men "neither the PLO operations nor the Syrian acitivities in Lebanon posed a significant threat to Israel. It was principally Israeli actions (or the actions of the Christian Phalanges, indirectly supported by the Mossad [...]) that escalated things on the Israeli-Lebanese border." "The war in Lebanon was not about peace to the Galilee [Nord-israel]. The Galilee was not under threat by the Palestinians or the Syrians. The evidence on PLO operations in Lebanon since Operation Litany [den israelske invasion] in 1978 and even more so since the July 1982 cease-fire suggests that the PLO was exercising considerable restraint along the border." [4]

Begin's "autonomi-plan" - der foreslog palæstinenserne at flytte til Jordan eller "bo som hunde" i Israel - bekymrede den nye forsvarsminister Ariel Sharon, der længe havde ført bagtrappepolitik for en krig mod PLO i Libanon. Som Sharon selv skrev:
My own reaction [to Begin's autonomy plan] was that the plan was loaded with danger. It could easily , I said, become a Balfour Declaration for the Palestinians and might well lead to a second Palestinian state (in addition to Jordan), something no Israeli with any regard for the country's safety could agree to. [5]
For at modarbejde implementeringen af "autonomi-planen," der ikke nævner et ord om en palæstinensisk stat, igangsætter Sharon etableringen af nye bosættelser på Vestbredden:
To ensure that we keep in our hands the vital strategic terrain and prevent any future possibility that it would fall into someone else's hands... From our historical experience we knew that only settlements could secure a claim to land [6]
Noter:
[1] Norman Finkelstein, Dennis Ross and the Peace Process: Subordinating Palestinian Rights to Israeli "Needs," Institute for Palestine Studies (Washington DC, 2007) s. 25-26. Finkelstein's referencer: (46) Yehuda Lukacs, ed., The Israeli-Palestinian Conflict: A Documentary Record, 1967-1990, Cambridge University Press (Cambridge, 1992) s. 477-79 | (47) Yehoshaphat Harkabi, Israel's Fateful Hour, Harpercollins (New York, 1988) s. 101 | Avner Yaniv, Dilemmas of Security: Politics, Strategy and the Israeli Experience in Lebanon, Oxford University Press (Oxford, 1987), s. 20, 22-23, 50-54, 67-70, 87-89, 100-1, 105-6, 113, 143, 294 note 46

[2] Benny Morris, Righteous Victims: A History of the Zionist-Arab Conflict, 1881-2001, Vintage (New York, 2001) s. 509 note 79

[3] Sikkerhedsrådet S/14789 11. december 1981 (se punkt 50 - jeg har lagt tallene sammen). Helena Cobban skriver, at der fra august 1981 til maj 1982 var 2096 overtrædelser af luftrum og 652 overtrædelser af libanesisk territorialfarvand (Chomsky har citeret selvsamme tal i hans bog Fateful Triangle, men jeg kan ikke få tallene til at passe. Jeg mistænker, at både Cobban og Chomsky enten har læst en artikel, der blev skrevet af Alexander Cockburn i 1982, hvor han udregner et tilsvarende resultat eller, at et UNIFIL-appendix til FN-dokumentet S/15194 indeholder en opgørelse på 861 israelske overtrædelser af luftrum og 221 overtrædelser af farvand mellem december 1981 og maj 1982): Helena Cobban, The Palestinian Liberation Organization: People, Power and Politics, Cambridge University Press (Cambridge, 1984) s. 112

[4] Zeev Maoz, Defending the Holy Land: A Critical Analysis of Israel's Security & Foreign Policy, The University of Michigan Press (Ann Arbour, 2009) s. 178, 180

[5] ibid. s. 179

[6] ibid. s. 179

Ahmed Rashid's 10-punktsplan til fred i Afghanistan

2011-01-14T01:27:00.002+01:00

Den pakistanske journalist Ahmed Rashid, der er forfatter bag bestsellerne Taliban, Jihad og Descent into Chaos, har skrevet en læseværdig artikel i The New York Review of Books om 'vejen ud af Afghanistan.' Artiklen indeholder nedenstående ti-punkts-plan:

"1. NATO, the Afghan government, and Pakistan free most Afghan Taliban prisoners under their jurisdiction and seek to accommodate them safely in Afghanistan or allow them to seek refuge in third countries. NATO guarantees freedom of movement for Taliban mediators opening an office in a friendly third country.

2. Iran enters into negotiations with the United Nations and European countries to end its safe haven for Afghan Taliban and allow them to return home or seek refuge in third countries. None of these actions includes amnesty or safe passage for al-Qaeda and its affiliated groups.

3. The Taliban respond with confidence-building measures of their own such as publicly dissociating themselves from al-Qaeda, ordering an end to targeted killings of Afghan administrators and aid workers, and an end to suicide bombings and burning schools and government buildings.

4. The US, NATO, and the UN declare their willingness to negotiate directly with the Taliban when the Taliban publicly request it, although they insist that the dialogue between Kabul and the Taliban remain the main avenue for negotiating a peace deal.

5. A new UN Security Council resolution calls for negotiations between the Afghan government and the Taliban to bring the war to an end. The UN resolution mandates its special representative in Kabul to help those negotiations and to start a dialogue between Afghanistan’s neighboring states to reduce their mutual antagonisms and interference; the resolution also calls for Afghan Taliban leaders who do not have ties to al-Qaeda to be struck off the list of terrorism suspects.

6. India and Pakistan enter into secret talks between their intelligence agencies in order to make their presence in Afghanistan more transparent to the other and end their rivalries. Later the two governments come to agreements that would allow each one to tolerate the other’s embassies, consulates, rebuilding activities, and trade interests in Afghanistan. Both pledge not to seek a military presence in Afghanistan or to use Afghan soil to undermine the other.

7. Central to any plan would be a deal with the separatist insurgents in the Pakistani province of Balochistan who make use of territory in Afghanistan to carry out their attacks on Pakistan. To address the problem, Pakistan issues a general amnesty for all insurgent Baloch separatist groups and dissidents and announces its intentions to discuss a new peace formula with all Baloch separatist groups to end the current insurgency. The army and ISI free all Baloch prisoners they are holding including the hundreds of “disappeared” prisoners.

8. The Afghan government makes a commitment to return all Baloch separatist leaders on its soil once agreement is reached on a political deal in Balochistan and safe passage for Baloch leaders to return home is guaranteed by the Pakistan army and an international agency such as the International Committee of the Red Cross.

9. Pakistan issues a timetable and deadline of between six to twelve months for all Afghan Taliban leaders and their families who want to do so to leave Pakistan and return to Afghanistan. Pakistan, Afghanistan, and the UN would jointly help those Taliban not wishing to return home and not on any terrorism list to seek political asylum in third countries. Simultaneously Pakistan would undertake military action in North Waziristan in an effort to destroy remnants of al-Qaeda and Afghan and Pakistani Taliban who may remain and try to sabotage any peace process. Even if such action were not fully successful, the aim would be to limit their capacity to sponsor insurgency.

10. The Afghan government works to build a national consensus inside the country among all ethnic groups, civil society, and the tribes before entering into formal negotiations with the Taliban. Negotiations also start between the US and the Taliban. The US agrees to sharply restrict killing of Taliban leaders by drones and other means."

John Pilger interview med Julian Assange (1 time)

2011-01-09T11:57:00.002+01:00

Del

Det fulde interview med Julian Assange fra optagelserne af John Pilger's seneste film "The War You Don't See," som du kan se her på bloggen

John Pilger in conversation with Julian Assange from John Pilger on Vimeo.

Defamation: Dokumentaren DR ikke vil vise dig!

2011-01-08T17:49:00.011+01:00

Del

Jeg læste i dag i Information, at DR2 har nægtet (eller "tøver med") at vise dokumentarfilmen Defamation, der er instrueret af den anerkendte israelske filminstruktør Yoaf Shamir. Jeg så selv dokumentaren for mange måneder siden, og blev overrasket, da jeg læste, at DR og det Danske Filminstitut har støttet produktionen med hhv. 150.000dkr og 450.000dkr. Men hvorfor vil de så ikke vise den?

"På nogle punkter synes jeg, at Defamation er problematisk, og derfor skal vi vise filmen i en sammenhæng, som vi kan stå inden for," siger DR's kanalchef Arne Notkin, uden at begrunde, hvad han mener er "problematisk."

Filmen handler bredt om antisemitisme som den centrale form for jødisk identitet og raison-d'etre bag jødisk nationalisme, og også om de selvbestaltede vagtorganisationer der overvåger den internationale antisemitisme. Filmen indeholder et portræt af Abe Foxmann, der er formand for organisationen Anti-defamation League og behandler til dels den måde hvorpå Antisemitismen (læg mærke til, at jeg skelner ml. antisemitisme og Antisemitisme) benyttes som et ideologisk våben til at afspore legitim kritik af israelsk politik.

Se dokumentarfilmen her på bloggen:
Part 1

Link:

Part 2

Link:

Part 3

Link:

Part 4

Link:

UPDATE fra Information:

DR kommer højst sandsynligt til at vise filmen “Defamation”, der undersøger, om der eksisterer antisemitisme i Vesten, eller om det er højrefløjen i Israel og jøder i USA, der holder liv i en offermyte for at bruge det politisk.

Filmmagasinet Ekko skrev ellers fredag, at DR, der selv har støttet filmen med 150.000 kroner, tøver med at vise filmen.

Men kanalchef for DR2 Arne Notkin oplyser, at DR er i en positiv dialog med filmens instruktør Yoav Shamir.

- Vi vil med stor sandsynlighed vise den her film, siger Arne Notkin.

Shamir undersøger sin tese ved at henvende sig til den jødisk-amerikanske forening Anti-Defamation League, der bekæmper fjendtlige indstilling over for minoriteter.

- Filmen mangler kontrakten med seerne. Han spørger en amerikansk organisation efter eksempler, som han piller fra hinanden. Men han kunne have fået et andet resultat ved at spørge andre, siger Arne Notkin.

Han siger, at DR i de prisbelønnede film ‘69’ og ‘Burma VJ’ også giver seerne en præmis for filmen, som ikke bliver givet, når de bliver vist andre steder. Den præmis skal “Defamation” også have med.

-Det skal være et skilt eller en speak, der gør opmærksom på præmissen, siger Arne Notkin.
I artiklen i Ekko, som Ritzau har citeret, bliver det nævnt, at Arne Notkin er medlem af Mosaisk Trossamfund og tidligere formand for Dansk Zionistforbund. Det overrasker Notkin.

- Det er jo kun relevant, hvis det har påvirket den redaktionelle beslutning. Det har det ikke. Det er jo ikke sådan, at alle jøder mener det samme. Det er en fordom. Hidtil er det kun nazistiske hjemmesider, der har hæftet sig ved min jødiske baggrund, siger han.

Alligevel har han valgt at overlade beslutninger om filmen til DR2’s dokumentarchef Mette Hoffmann Meyer.

- Jeg tager mig som kanalchef ikke af de enkelte dokumentarer. Men specielt i denne sag, har jeg overladt behandlingen til dokumentarchef Mette Hoffmann Meyer, siger han.

/ritzau/

Jeg brugte ikke Notkin's baggrund som grundlag for den indledningsvise afvisning af filmen. Det vil jeg lade andre - som ved mere om sagen - om at bedømme. Men det kunne være interessant at vide, hvilke "præmisser" man diskuterer med Shamir, og om det er rigtigt, at Shamir ville have fundet ud af noget tredje, hvis han havde spurgt andre end lige The Antidefamation League. Det kunne DR passende forsøge at kontekstualisere for os, for på den måde kan det måske komme frem i lyset, hvilke tilgrundlæggende betænkeligheder DR måtte have. Det er i hvert fald en god beslutning, at de omsider vil vise filmen.

Israel forbereder nye krigsforbrydelser

2011-01-05T14:09:00.006+01:00

Del

Ifølge et diplomat-kabel lækket af Wikileaks og offentliggjort i Aftenposten forbereder Israel sig på en ny "storkrig." Målet er Hamas i Gaza og Hizbollah i Sydlibanon.

Kablet afslører en udveksling mellem den israelske stabschef, general Gabi Ashkenazi, og kongresmedlem Ike Skelton. Ashkenazi tilkendegiver, at Israel er ved at forberede en større aktion, da "it is easier to scale down to a smaller operation than to do the opposite." Israel har i nyere tid angrebet både Gaza-striben, som fortsat er underlagt en blokade, og Libanon (2006). Krigene udmundede sig i seriøse krigsforbrydelser, og begge gange blev Israel fordømt for overdreven brug af voldsmidler, der indiskriminerende leder til høje civile tab. Således konkluderede Goldstone-rapporten, at Israel:

"launched a deliberately disproportionate attack designed to punish, humiliate and terrorize a civilian population, radically diminish its local economic capacity both to work and to provide for itself, and to force upon it an ever increasing sense of dependency and vulnerability."

Den umiddelbare årsag til forberedelsen af en større krig skyldes det "voksende" lager af raketter, men kort for total vanvid, synes det usandsynligt, at Israel kan eliminere de rodfæstede fundamentalistiske bevægelser, som netop er opstået som trofaste ledsagere til tidligere israelske aggressioner. Vold inspirerer vold og vold, men "Ashkenazi does not seem capable of considering that, given a number of Israeli invasions and occupations of those regions, the rockets may be primarily defensive" (Juan Cole, Informed Comment).

Det synes bedragerisk, at tage Ashkenazi's tilgrundlæggende bekymringer seriøst, når Israel afviser enhver fredelig tilgang. Man kan ikke bedyre retten til selvforsvar - med voldsmidler - når man ikke søger at udtømme eller endog blot forsøge sig på diplomatiske alternativer. Israel lader sig ikke tilfredsstille kort for komplet underkastelse fra dets selvskabte fjendebefolkninger. Metoden er, ligesom blokaden og angrebet på Gaza for to år siden, at straffe befolkningen. Ashkenazi fortæller Skelton, at "I den neste krigen kan Israel ikke godta noen restriksjoner på krigføring i byområder." Det betyder, at man ikke vil begrænse sig til militære mål - præcis som det var tilfældet i Gaza og Libanon i hhv. 2006 og 2008. I den udstrækning at man er ansvarlig for de forudsigelige konsekvenser ved ens handlinger, er der her tale om forberedelse til krigsforbrydelser.

Juan Cole bemærker:

You know, Israel could have a peace treaty with Syria and Lebanon tomorrow by giving back the Golan Heights and the Shebaa Farms, and by accepting a two-state solution. Instead, its Dr. Strangeloves are planning out massive bombings of areas thick with innocent civilians and willing to subject Tel Aviv to two months worth of rocket fire.

Nor will the United States be held harmless from the blowback in the region caused by another Israeli war of aggression. Before September 11, Israel hawks used to make fun of Americans who warned that eventually there would be hell to pay for the Israeli strangulation of the Palestinians (for the argument, see this posting). And, imagine what a war would do to gasoline prices and to the world economy. My deepest fear is that US support for Israeli militarism, and the terrorism that support inevitably engenders, will be what finally finishes off the civil liberties enshrined in the American Constitution.

Juan Cole gendriver Top 10 myter om Afghanistan i 2010

2010-12-29T16:20:00.006+01:00

Del

Professor Juan Cole opgør på sin blog de 10 mest fremtrædende myter om krigen i Afghanistan i 2010.

Jeg har oversat og ændret det lidt, så det giver mening i en dansk kontekst.

10. Skriver man "fremskridt" i Google's søgefelt dukker der automatisk et foreslag op om "Fremskridt i Afghanistan." Som jeg har gennemgået det tidligere, så betyder "fremskridt i Afghanistan" vidt forskellige ting for de forskellige aktører. Derfor er det ikke overraskende, at danske toppolitikere mener, at der er betragtelige fremskridt i krigen.

Juan Cole: "Et nyligt National Intelligence Estimate fra 16 efterretningstjenester fandt ingen fremskridt. De advarede om, at store dele af landet var i fare for at falde til Taliban, og at [Taliban] stadig havde sikre tilflugtssteder i Pakistan, [for hvilket] den pakistanske regering er medskyldig (Præcis det samme lød det fra Forsvarets Efterretningstjeneste i 2009). FN siger, at der var over 6000 civile ofre i krigen i Afghanistan i de første 10 måneder af 2010, hvilket er en stigning på 20% i forhold til samme periode i 2009. Desuden er 701 amerikanske og NATO-tropper blevet dræbt i år, sammenlignet med 521 sidste år, hvilket er en stigning på 25%. Der var typisk over 1000 oprørsangreb per måned i Afghanistan i år ; ofte dobbelt så mange per måned som i 2009, hvilket minder om guerillakrigen i Irak i 2005."

9. Ifølge udenrigsministeriets fortolkning af en Asia Foundation meningsmåling, mener afghanerne "at landet bevæger sig i den rigtige retning hvad angår sikkerhed og fremskridt." ”Det glæder mig, at meningsmålingen viser en stigende optimisme i den afghanske befolkning med hensyn til landets fremtid,” siger Lene Espersen. Myten er derfor, at afghanerne gerne vil have, at sikkerhedsstyrkerne er i landet, fordi de føler sig beskyttet.

Juan Cole: "I en nylig meningsmåling [pdf], var kun 36% af afghanerne overbevist om, at amerikansketropper kunne stille sikkerhed . Kun 32% af afghanere har nu en positiv holdning til USA's nødhjælpsindsats i deres land." (Læg mærke til, at USA har den største tilstedeværelse i landet, hvorfor det overordnet set er en bedre indikator, men også NATO er ifølge meningsmålingen faldet markant i popularitet - især siden sidste år.)

6. dec. 2010, ABC/BBC et al. meningsmåling

8. 2010 skulle handle om forhandlinger mellem USA og Taliban. Det militære pres havde dermed tvunget Taliban til bordet.

Juan Cole: "Den eneste virkeligt højtstående Taliban-leder, som menes at have været involveret i forhandlinger med USA - den såkaldte Mullah Omar nr. 2 - viser sig at have været en plattenslager, og et bedrageri."

7. Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan er en legitim respons på terrorangrebene d. 11. september 2001 i USA.

Juan Cole: "I Helmand og Qandahar provinserne, afslørede en meningsmåling, at 92% af de mandlige indbyggere ikke kendte til angrebet i USA d. 11. september 2001."

6. Afghanere vil stadig gerne have amerikanske tropper i deres land, på trods af deres utilfredshed. (Det er vist ikke en myte, der hersker i Danmark!)

Juan Cole: "En meningsmåling viste, at 55% af afghanerne ønsker USA ud af deres land. Og den procentdel af afghanerne, der støtter Talibans angreb på NATO, er vokset fra 9% i 2009 til 27% i år!"

5. Præsidentvalget i 2009 og det nylige parlamentsvalg var ifølge FN troværdige og bidrog dermed til legitimiteten af Afghanistans regering.

Juan Cole: "Karzai stjal præsidentvalget og parlamentsvalget var befængt med svig og snyd. En fjerdedel af parlamentstemmerne i efterår måtte kasseres på grund af mistanke om afstemningsfusk, og 10 procent af sejrsherrerne blev efterfølgende taget af posten for alvorlige uregelmæssigheder."

4. Hamid Karzai er en "key ally" til USA. Denne myte syntes heller ikke at herske i Danmark, hvor forestillingen er, at man er "vanskeligt allieret" med Karzai.

Juan Cole: "Karzai har gentagne gange truet med at tilslutte sig Taliban. Han har også erkendt at have modtaget $ 2 millioner om året af Iran. Det eneste han mangler for at lave et hat-trick, er at slutte sig til Nordkorea"

3. Det shiitiske Iran bevæbner det hyper-sunni, shia-hadende Taliban i Afghanistan

Juan Cole: Forsvarsminister Robert M. Gates fortalte den italienske udenrigsminister Franco Frattini i februar sidste år, "at efterretningerne viser, at der kun er meget lidt dødbringende materiale, der passerer grænsen mellem Iran og Afghanistan." Dette ifølge et WikiLeaks-kabel."

2. Ifølge Karzai er det "udlændinge der skaber korruptionen." (Jeg tror ikke, at denne myte hersker andre steder end i Karzais egen kreds, hvis overhovedet)

Juan Cole: "Større korruptionssager sporer som regel tilbage til folk, der er tætte på præsident Karzai. Karzai's insidere ruinerede en større bank i Kabul med deres narrestreger, og tvang regeringen til at redde det ud (a la bank- og genopretningspakkerne!). En betydelig del af de $ 42 mio. medicin, som, USA har givet afghanske soldater i år, er blevet forsvundet, og Karzais tjenestemand [på området] er netop blevet fyret. Amerikanske embedsmænd har hævdet, at Karzais bror i Qandahar har deltaget i ulovlig virksomhed og narkohandel."

1. Vi er i Afghanistan for at bekæmpe Al-Qaeda

Juan Cole: "CIA-direktør Leon Panetta indrømmede, at der kun er 50-100 al-Qaeda i Afghanistan! USA er hovedsageligt involveret i kampe med to tidligere allierede blandt Mujahideen'ere, som Ronald Reagan [i 80erne] kaldte "frihedskæmpere", der "svarer til Amerikas grundlæggere [the founding fathers]": Gulbaddin Hikmatyar og hans Hizb-i Islami, og Jalaluddin Haqqani og hans Haqqani-netværk. Disse to organisationer, som fik milliarder af USA's kongres for at bekæmpe Sovjetunionen i 1980'erne, er mere dødbringende og vigtigere nu end 'det gamle Taliban', som er styret af Mullah Omar. Pointen er, at de bare er manifestationer af den pashtunsk-muslimske nationalisme, og ikke evige fjender af USA (eftersom de tidligere var allierede klienter osv.). Hikmatyar har skarpt fordømt al-Qaeda."